Om artikelsamlingen Fra Fyn eller Kurdistan...Dansker eller ej: Velkommen på skolen!
Vi har lige lagt en række historier ud som handler om vores erfaringer om integration af unge "med anden etnisk baggrund".
Læs mere om artikerne her... Historierne er skolehistorier fra Tvind. I daglig tale er Tvind mere end bare et sted. Det er for længe siden blevet en fællesbetegnelse for nogle skoler og opholdssteder rundt om i landet, der i årevis har virket sammen.
Historierne her er dels fra skolecenteret Tvind, der er nabo til den store mølle, og dels fra opholdssteder andre steder i Jylland. Historierne tager deres afsæt i det forhold, at disse skoler og opholdssteder har ønsket at praktisere udsagnet: Velkommen til alle!
Gå direkte til artiklerne her.
Disse skoler og opholdssteder har gjort det med respekt for den enkelte og for de forskelle, der er fra menneske til menneske – og de arbejder ud fra, at alle har ret til udvikling og uddannelse. Det enkelte menneske er unikt og har ret til at skaffe sig et godt liv i samklang og solidaritet med andre mennesker. Hvilket er nemmere sagt end gjort.
Det ved de fleste skoler i Danmark alt om. Hvordan skaber man en skolegang, der kan rumme så forskelligartede børn som de, der bor i Danmark ved begyndelsen af dette årtusinde?
For omkring de 80% af dem går det: for nogle virkelig godt, for andre nogenlunde. For de resterende 20% er der problemer: nogle mindre og let løselige, andre dybe og traumatiske. Nogle af de sidste bliver indskrevet på opholdssteder. En voksende del af disse er børn med ”anden etnisk baggrund”, som det hedder.
Alle børn, der anbringes uden for hjemmet, er i vanskeligheder med familie, med skolen, med bander, med stoffer, med kriminalitet, med sig selv, med det hele på en gang. Børn, der er født uden for Danmark eller født af udenlandske forældre, og som anbringes, har oveni ekstra store vanskeligheder: sprogforvirring, rodløshed, udstødelse.
For opholdssteder og skoler er det vigtigt ikke at fokusere på vanskelighederne, men på alt det, vi vil sammen; på alt det den enkelte allerede kan, og på hvordan han får lært meget mere. Skolehistorierne handler om de erfaringer, vi har fået i skolearbejdet hermed.
Skolerne i Tvind har og har altid haft elever mange steder fra. Endda fra mange lande i verden. Mennesker er forskellige. At lære at leve sammen i al denne mangfoldighed er en vigtig livsfærdighed. Måske den allervigtigste.
***
Det vigtige er jo at få tiltro til fremtiden og sætte sig i stand til at deltage i den.
Og dette kræver gode skoleprogrammer
Som det fremgår af historierne, har vi igennem årene haft mange forskellige slags elever på vores skoler. Vi har mødt den enkelte, som det særlige menneske han eller hun var, og lært dem hver især, at de skulle gå efter at få lært meget, at blive dygtige til det, som de hver især gerne ville. Sammen med dem har vi tilrettelagt det skoleprogram, som var det rigtige.
Vi har stået for, at de hver især skulle respektere de andre, og at flokken skulle holde sammen, og vi har taget de nødvendige konflikter, som det gav. På denne måde kan man sige, at vores ene vigtige opgave som lærere har været at være garanter for miljøet. Den anden har været at tage ledelsen af, at den enkelte og flokken fik lært og udrettet mest muligt.
Vi har altid budt alle velkommen på vores skoler og har ofte igennem historien haft dem, som af skole- og sociale myndigheder var betegnet som ”de vanskeligste”. I de senere år er gruppen ”de uanbringelige”, ”de der er uden for pædagogisk rækkevidde”, ”de vanskeligste” sammensat med en meget skæv procentmæssig fordeling af etniske grupper. Målt på antallet af flygtninge og indvandrere i Danmark er netop deres børn meget overrepræsenteret i gruppen af ”de værste”.
Tilbage i 80’erne, hvor den første nutidige hetz mod flygtninge og indvandrere fandt sine tilhængere i Danmark, var tallene anderledes. Selv om hetz-magerne påstod det, var der faktisk ikke flere børn af indvandrere, som blev kriminelle, funktionelle analfabeter, utilpassede, arbejdsløse, end der procentvis var i resten af befolkningen. Faktisk var der færre indvandrerbørn, der voldte problemer for sig selv og for andre. Men i løbet af de sidste 25 år har dette billede forandret sig. I dag er der procentvis flere indvandrerbørn, der har problemer og skaber problemer.
Det ser nærmest ud til, at hetzen har opfyldt sig selv, og man må konstatere, at de grupper i det danske samfund, der har været modstandere af indvandringen fra især muslimske områder, har haft en ikke lille indflydelse på, at integrationen blev for ringe – med disse store skævheder til følge.
Der er nu som aldrig før grund til at råbe op om alle de gode erfaringer, historier, episoder og forløb, som vi og andre har. Alle vi, der gennem vores arbejde som skolefolk, folk fra sociale områder, folk fra sundhedsmæssige områder, og alle vi, der er naboer og bare almindelige danskere, der som udgangspunkt og som grundholdning byder mennesker af alle slags velkommen på vores skole, i vores boligkvarter, på vores arbejdsplads, i vores land.
Der er mange danskere, der ser de ca. 300.000 indvandrere i vores land som et mangfoldigt plus. Og der er mange, der kender gode eksempler på, at integrationen lykkes; at mennesker beriger hinandens liv. For os som skolefolk er det vigtigt at sige – igen og igen – at alle skal have en uddannelse. Ved at dygtiggøre sig får man tiltro til sin egen placering i fremtiden. Det gælder for alle. Uanset om man kommer fra Kurdistan eller Fyn.
Artiklerne:
|
Print friendly