En artikel: Om kærlighed og krav

En artikel: Om kærlighed og krav

- og om hvad der hjælper...


Hvad går Tvinds pædagogik egentlig ud på?



Hvad er det der hjælper på de vanskeligt stillede unge?
De spørgsmål får vi tit. Og hvad skal vi egentlig svare på det? Det er ikke så ligetil, for svaret er ikke så enkelt. Det, der virker på den ene elev, får den anden til at gå i baglås. Den organisering som virkede i går, virker lige pludselig ikke idag, og så skal vi vende det hele på hovedet—igen. Andre gange gælder det om at holde fast, uanset hvad. Det kommer så sandelig an på så meget, og det er svært at nedfælde en regelret opskrift.


Nu har vi alligevel ophobet en del erfaringer på Tvind igennem årenes løb, så vi ved da et eller andet, det er klart. Nogle af de pædagogiske idéer vi bruger er ældgamle, andre er nye. Vi bliver hele tiden klogere. Et er sikkert: positiv udvikling sker ikke automatisk. Der skal tilføres noget energi. Masser af energi. Det stiller store krav til os som lærere.


Kærlighed og krav
. Et af de gamle velprøvede pædagogiske principper drejer sig om ”kærlighed og krav”.

Kærlighed i den forstand at vi bestemmer os for, at holde sammen med eleven i tykt og tyndt, -som princip. Vi smider aldrig nogen ud.


Kærlighed i den betydning, at vi som udgangspunkt ”nulstiller” alt omkring eleven, når han kommer til skolen. Vi er i princippet ligeglade med fortiden. Det er her og nu, makker. Du starter på en frisk. Vi tager dig på ordet. Nu laver vi en plan. 

Kærlighed er i den forstand, at vi ikke lader os skuffe, når det alligevel går galt for vedkommende. Om igen, du. Op at stå. Prøv igen. Og så videre.


Vore elever fortjener at blive taget alvorligt, og at blive mødt med tolerance og respekt. Det er i øvrigt også det eneste, der hjælper. Det er altså det med kærlighed. Hvad er så kravene?


Kravene er enkle, og er formuleret i skolens rammer (vi bryder os ikke om ordet regler):
    1.    Du skal deltage aktivt i programmet.
    2.    Du må ikke drikke alkohol på skolen
    3.    Du må ikke ryge hash eller tage andre stoffer med henblik på at blive skæv
    4.    Du kan ikke blive smidt ud.
Den sidste ramme stiller især krav til lærerne, men også til eleven selv, -der SKAL findes en løsning, og du skal også være med til at finde den.


Den første ramme stiller krav til både elever og lærere. Programmet skal være udfordrende, men ikke urealistisk højtflyvende. Mange af vores elever aner ikke hvad de selv vil, og de har ingen særlige interesser. De har aldrig prøvet noget særligt, har tit dårligt selvværd, og har derfor ikke mod på at prøve noget nyt.

”Det er kedeligt” har vi hørt mange gange. Der skal findes på noget. Og det må ikke lugte af ”skole” eller ”pædagogiske foranstaltninger”. Så bliver det useriøst og hult. Programmets aktiviteter skal have en høj kvalitet—og være ”the real thing”. Der skal substans, og absolut ikke underholdning, til.

Se blot efterårets perlerække af knaldgode højdepunkter: DM i ballonflyvning, TCE indsamling, bygning af BMX bane, Årets Store Sportsbegivenhed (”OL i Tvind”), indtjening af penge, og studierejse til Malawi…


Programmet indeholder naturligvis også mere hverdagsprægede elementer: Skolegang med dygtiggørelse indenfor de almindelige skolefag. Praktiske projekter og erhvervstræning. Sport og sundhed. Træning i at være en del af et fællesskab.

Men også træning i at tage hånd om egen udvikling: lære at lægge en plan, lære at studere eller arbejde på egen hånd, lære at nå de mål, vi har sat os og lære hvad vi gør, når vi er kommet bagud, lære at arbejde sammen om at få tingene gjort, lære at sige til, når det brænder på. Det er guld værd.


Vi lægger individuelle planer for hver elev. Vi kalder dem Uddannelses– og Udviklingsplaner. Her aftaler vi, hvad den enkelte skal have lært og hvordan. Planerne tager sigte på at udvikle den enkelte, men blikket skal ikke rettes mod navlen.

Blikket skal trænes til at opfange hvad der sker ude i verden, både den nære og den fjerne. Sindet skal trænes til at bearbejde hvad vi ser, og stille spørgsmål. Hjertet skal trænes til at være generøst og solidarisk, og hænderne skal derefter op af lommen og bruges konstruktivt til at lave det om, der er forkert. Sådan prøver vi at indrette programmet. Med kærlighed og krav, så det batter for den enkelte.


Miljøet på Tvind stiller også krav til den enkelte. Om at deltage i de daglige tjanser. Om at få meget ud af sin tid, og om at bestille noget, f.eks. være med til at forbedre noget, i stedet for at klage. Om at respektere andre – også dem der er anderledes end dig selv.


Nu er det ikke sådan, at alt går lige efter en snor. Derfor kommer vi frem til to andre begreber i vores pædagogik: tålmodighed og tid.


Udvikling tager tid. 
Det er lærerne der skal være tålmodige. Det er ikke altid let! Der skal beslutsomhed og kræfter til for at blive ved med at finde på nye tiltag, når vi nu synes, at vi har prøvet alt, f.eks. hvordan får vi Sam op morgenen? Eller hvad gør vi ved de unge mennesker, som ikke rigtig kan eller vil noget? 



Dem, der ikke har mod på at lære skolefag, men som heller ikke er til praktisk arbejde, og som måske heller ikke interesserer sig hverken for sport eller kreative aktiviteter, hvad stiller vi op med dem? Det kan være en hård nød at knække. Hvad gør vi så?


Vi lægger hovederne i blød, og finder på endnu et tiltag. Igen og igen, og igen. Der skal vilje til, og tålmodighed. Her er det godt at have nogle erfaringer at trække på. Det er også nødvendigt at have et sammentømret lærerteam, som ikke giver fortabt, og som holder sammen (det er altafgørende), og som har det sjovt.

Det er bl.a. her vi henter vores energi. Med godt humør og med fokus på at programmet og miljøet altid er godt, så går det alligevel fremad, samlet set. Vi er gode til at få øje på bittesmå fremskridt i hverdagen, og til at glæde os over dem. Vi taler meget sammen. Vi deler bekymringer og glæder med hinanden, og på den måde finder vi på nye løsninger, dag efter dag efter dag.


Når der gælder personlig udvikling, så sker det meget sjældent i form af en støt opadgående kurve. Udvikling sker ofte i kvantespring. Lige pludselig sker der noget, efter flere måneders stilstand. Derfor gælder det om at blive ved, og om at slå koldt vand i blodet. Det tager nogle gange år, inden der er egentlig fremgang at spore. Det skal vi vide: at tiden er en vigtig faktor, således at vi ikke giver op. Det skal vi huske hinanden på, når det ser sort ud: Udvikling tager tid, og den sker i kvantespring. Det kan være, at det er det næste tiltag der hjælper, hvem ved?


Kan vi så hjælpe dem alle sammen?

Er der ikke nogle af eleverne som alligevel går i hundene, selv efter en kæmpe dosis af kærlighed og krav, tålmodighed og tid - hos os?

Jo. Der er nogle som ikke klarer den. Sådan er det, og det er hjerteskærende at være vidne til. Men, de har haft det godt, mens de var her hos os. De har oplevet kammeratskab, været på forunderlige rejser, og har lært voksne mennesker at kende, som ville dem noget. Det har måske været de bedste år af deres liv. Og vi gjorde alt, hvad vi kunne, vi kæmpede kampen, sammen. Og er det ikke det, livet handler om?


 Af Anna Hoas, leder på Undomshøjskolen PTG