"Der kommer altid en sporvogn..." Pædagogiske erfaringer fra Småskolen på Christianshede Zoo

Artikler om lidt af hvert

Om Småskolerne og om at starte fra ingenting med en indsats, der gør, at det bliver til noget
Småskolerne var ikke blevet til noget, med mindre Skolesamvirket Tvind var blevet til noget. Småskolerne er blevet til noget, fordi vi har turdet vove os frem og turdet gøre alle de fejl, fordi vi har haft det hele at vinde og intet at tabe. Vi har ikke gjort vort arbejde for personlig vindings skyld. Vi har ikke haft private og skjulte ambitioner på egne vegne, men har haft et ønske om at lave lærerarbejde, fordi vi har villet noget særligt med det at være lærer. Vi har gjort vort arbejde med vores krop og vores hoved og hele vores liv som indsats og gjort det så ekstremt, at mennesker rundt omkring os ofte har taget sig til hovedet og spurgt, om vi nu også var rigtig kloge. Vi har levet os helt ind i dagligdagen på Småskolen, og dér, hvor jeg har glædet mig inderligt over resultaterne i mit arbejde, har andre tænkt: Han må være lidt småtosset! 

Igennem 16 år boede jeg i hus sammen med disse vanskelige børn og unge. Jeg delte hus og morgenmad med dem, men jeg delte aldrig vaner og traditioner med dem. Som lærer på en Småskole er jeg ikke gået på kompromis i mit arbejde. Netop fordi jeg har boet sammen med eleverne har jeg krævet meget mere af eleverne. De skulle ikke smække med dørene, fordi de boede jo i mit hus. De skulle ikke kalde mig noget som helst beskidt, fordi de boede jo i mit hus. På den måde mener jeg, at vi meget hurtigere kom overens om husregler og daglig omgang, end hvis jeg var kommet på arbejde fra 8 morgen til 4 eftermiddag.

Da vi startede Småskolerne anede vi vel stort set ikke, hvad vi gik ind til. Vi havde pionerånd. Vi kunne se, at disse børn og unge ikke havde det godt, og vi havde selv haft en hæderlig og god barndom og ungdom. Vi brasede ind i deres liv med vores meningers mod og havde masser af sammenstød med dem. Vi lærte hashens væsen at kende, vi opdagede, hvad incest er, vi var på de fleste områder rene autodidakte og regnede ikke psykologers og psykiateres ord for ret meget. Mange af os var uddannede folkeskolelærere og havde prøvet folkeskolens snævre rammer, hvor vi ikke kunne få nok albuerum på lærerværelset og i klasserne. Vi var ikke vant til at slå op i bøgerne for at finde svaret på vores spørgsmål, og vi kan nok stadig ikke finde svar i den pædagogiske videnskabs bibliotek på mange af vores dagligdags spørgsmål. Der er ikke sideangivelse på, hvor man finder svaret på, hvad man skal stille op med den elev, man er sikker på har røget hash, men som ikke vil indrømme og slet ikke vil fortælle, hvor hun har skaffet pengene til at købe hashen for.

Vi skaffede os et godt ry i socialforvaltningerne i Danmark gennem vores ihærdige indsats. Jeg tror, vores elever mest har værdsat vores ramme om, at ingen bliver smidt ud fra en Småskole. Den ramme har vi selv diskuteret meget og ofte været uenige om, hvor langt vi mente dette. Netop disse diskussioner har betydet meget for lærersammenholdet og stædigheden blandt lærerne. Vi ville have det til at lykkes. Vi har i timevis, ja dagevis, stået på gadehjørner for at træffe en elev, der var søgt tilbage til det dårlige miljø. Vi har fundet på talrige meget fantasifulde løsninger på problemer, der så ud til at være uløselige. Gennem diskussioner og gennem en overbevist vilje og tro på, at det kan lykkes at skabe mennesker, der kan leve et godt liv i dette samfund, selv om de har haft en tung baggrund, en sej opvækst og alle de dårlige kort på hånden.

I al den tid hvor vi er blevet noget så uhæderligt bombarderet, fordi vi er med i Tvind, har vi drevet småskolevirksomhed for disse børn og unge og sammen med disse børn og unge, som resten af samfundet havde sat på porten. Spørgsmålet hænger vel stadig i luften: Hvorfor gør vi det? Hvorfor gør vi dette arbejde med livet som indsats, og hvordan i alverden kan vi tilmed synes, at det er spændende og udfordrende at lave?

Et af svarene ligger i selve Småskolearbejdets natur. Her gemmer sig den sandhed, at du som småskolelærer sjældent er populær, mens du laver arbejdet, og sjældent får noget igen. Men alligevel er du sikker på, at du gør det rigtige.

Et andet svar er, at vi vel alle, børn, unge, voksne, gamle ønsker at sætte vores fodspor og kan lide at mærke, at andre har brug for os. Og i den forbindelse har vi været så heldige, at det ikke er dette samfunds materielle status, der har fået os til at stræbe, men derimod mulighederne i et stort kammeratskab.

Småskolerne blev til, da vi i Skolesamvirkets ungdom opdagede, at der var børn og unge på efterskolerne, som ikke lod sig integrere i en skoleklasse sammen med de almindeligt fungerende børn og unge. Vi skrev ansøgninger og fik bevillinger til disse elever og skabte Småskolerne. Vi opdagede, at behovet var stort og større end vi havde troet, og skabte småskoler med forskellige profiler. Med heste, med skibe, med balloner, med kunst, med sport, med natur og en med dyr. På den måde forenede vi undervisningen på Småskolens interne skole med fritidens spændende interesser. Vi integrerede skole og fritid og strukturerede elevernes dagligdag fra morgen til aften med faste rammer og et levende liv, som vi først og fremmest selv havde lyst til at tage del i. Langt hen ad vejen var det vores egen lyst til et spændende liv, som har drevet udviklingen af disse Småskoler. Jeg har indimellem tænkt på de muligheder, jeg ville have haft, hvis jeg var blevet i folkeskolen, og de muligheder jeg fik som småskoleforstander og zoodirektør. En verden til forskel.

Småskolerne startede ud fra en række fælles pædagogiske principper.

De pædagogiske principper er blevet diskuteret, og vores fælles erfaringer gennem årene er blevet brugt til at forbedre Småskolerne. Småskolerne har aldrig været ens. De er naturligvis, som alt andet mennesker driver, præget af de individualister, der har arbejdet på de forskellige Småskoler. Hver Småskole har ikke alene været præget af hver sin profil og hver sit lærerråd, men også af myndighedernes tilsyn, bygningernes muligheder og naturligvis meget af de elever, der valgte netop denne Småskole.

Forstanderne fra de forskellige Småskoler mødes ofte. Lærerne mødes indimellem til særlige arrangementer. Vi mødes til teater, til koncerter, til sportsarrangementer, og undertiden mødes 2 eller 3 Småskoler til aftenunderholdning eller andet.

En Småskole er et opholdssted. Opholdsstederne udsprang fra de plejefamilier, der ikke længere kunne rumme mere vanskelige børn og unge i familiens lidt mindre vide rammer. Småskolerne som opholdssteder bærer heller ikke præg af institutionernes mere fasttømrede rammer, men har familiens større intimitet uden at være familie og hundrede gange flere muligheder end nogen familie kan opstille. Småskolen er det fristed, der er nødvendigt for udvikling af disse børn og unge, der er groet alt for hurtigt fast.

Du er altid velkommen til at besøge en af Småskolerne.
Vi har et omfangsrigt program, derfor vil vi opfordre dig til at ringe eller skrive:

Småskolen for Natur og Sport, Håsum
Småskolen Fremtidens Danmark, Søfolkene, Vamdrup
Småskolen for Teater og Musik, Lindknud
Småskolen på Christianshede Zoo, Christianshede
Småskolen på Løvdal Naturcenter, Hobro