En artikelsamling: Fra Fyn eller Kurdistan

En hel familie på vej ind i Danmark og ud i livet

blomster - familieOrdet integration bruges i Danmark om den proces, det er at få indvandrere gjort til en del af det danske samfund. Ordet kunne med lige så stor relevans bruges om den proces, der foregår, når forskellige mennesker kommer sammen i et fællesskab.


Ordet ”integration” kommer af det latinske ”integrare”, der betyder at gøre hel, at sammensmelte. Integration betyder således ifølge fremmedordbogen ”en sammensmeltning af flere dele, inddragelse i en større helhed, forbindelse af en mangfoldighed til en helhed”.

 

Ordet integration bruges i Danmark om den proces, det er at få indvandrere gjort til en del af det danske samfund. Ordet kunne med lige så stor relevans bruges om den proces, der foregår, når forskellige mennesker kommer sammen i et fællesskab.

 

At bo dør om dør; at handle i det samme supermarked; at have den samme sagsbehandler; at gå på det samme fortov; at arbejde på den samme arbejdsplads; at være i den samme skoleklasse – alt dette er dagligdags foreteelser. Men det er ikke sikkert, at de er udtryk for integration. Også selv om vi taler om forskellige mennesker fra forskellige steder, der opholder sig samme sted eller foretager sig noget side om side. Sammensmeltning, forbinde de enkelte dele i en mangfoldighed til et hele: der skal mere til.

 

Der skal det til, at mennesker mærker deres betydning for hinanden, for fællesskabet, for samfundet. Der skal det samme til, som er hændt, når man mærker, at 1 plus 1 er mere end 2. Integration fordrer en aktiv proces – fra begge sider – fra alle de involverede parter.

 

Det er ikke oplevelser af denne art, vi hører mest om fra aviser og fjernsyn. Her handler det oftest om modsætninger og konfrontationer og dramatik. På den måde bliver der givet et alibi for fremmedfjendsk politik.

Ikke desto mindre er der mange hjertevarmende episoder: Hele byer går sammen om at slås for en udvisningstruet; skoler tager sig godt af nytilkomne, der skal have lært sproget; og mennesker går i fakkeltog for at markere afstand til racistiske udmeldinger.

 

Det følgende handler om en hel familie.



Januar 2005. Gråvejr. Hundekoldt. Dog ikke sne, endnu. Dørene er åbne ud til pladsen foran Vejle Centeret, Idrættens hus, der i dag er ramme om noget helt andet end sportskamp. Der er Nytårskoncert, Tvinds årlige nytårskoncert med storslået musik, glade mennesker og god mad. Hele dagen.


 

Koncertens allerførste indslag er en gigantisk, kinesisk drage, der fremført af folk, som man kun ser benene af, bugter sig ud igennem forhallen til ledsagerytmer på mange slagtøjsinstrumenter. Et par sort- og storøjede unger stopper forbløffede op i deres legende løb på vej ind. Hvad i alverden er dog det? De står helt stille og vurderer, om der er grund til at gå i dækning. Får så øje på Terry og suser hen bag ved ham. I ly. 


 

Dragen bugter sig ind i salen, hvor publikum begejstret klapper. Koncertdagen er i gang. I forhallen hilser Terry på ungerne, der farer tilbage ud til en lille Golf, der er parkeret tæt ved indgangen. Ud kommer først en kvinde, så 3 halvstore børn, derefter yderligere 2 børn, der nærmest må have været pakket sammen i bagruden. Ufatteligt at alle de mennesker har været passagerer inde i den lillebitte bil. 




Kvinden, der kører bilen, gasser op, svinger bilen på plads i en parkeringsbås og er hurtigt ude af bilen, ivrigt hilsende og storsmilende. Hun ser ud til at have det rigtig godt; er glad for gensynet; har som altid tegnet sine øjenbryn kraftigt op, så de danner et M hen over øjnene; kommer hen til os, Terry, mig, Grete og et par af de andre, knuser og kysser på begge kinder på asiatisk maner.  De halvstore børn holder sig genert i baggrunden. 


 

De små charmer og fniser. De er blevet store – var ikke andet end et par småbørn, ja, den mindste var kun 9 måneder.  Den anden kvinde hilser venligt. Hun og hendes to børn kender os kun fra besøg, men man kan se på hende, at hun forstår, at der mellem hendes veninde og os er særlige bånd.

 

Det er dejligt at se dem. Dejligt at tænke på historien, vi har sammen. Vi står her i forhallen i Vejle Centeret og tager imod gæsterne til Nytårskoncerten. For 5 år siden tog vi imod familien på Tvind. Vi er fra Det Nødvendige Seminarium, og de er fra Asien.

 

Det Nødvendige Seminarium er et lærerseminarium. De studerende bor på stedet; de rejser, studerer og har praktikperioder dels på stedet og dels på skoler andre steder. En dag i april 2000 fik vi på seminariet en usædvanlig henvendelse: Kunne vi modtage en kvinde og hendes 6 børn? Huse dem og lave et skoleprogram for dem?  Det sagde vi ja til, og så fik vi travlt. For det var ikke om en måned, men dagen efter.
 



Kvinden var kommet sammen med sin mand og 6 børn fra et asiatisk land til Danmark i 98. Flugten og det dramatiske kulturskift forårsagede vold i familien; hun blev af kommunen sammen med sine børn anbragt på et krisecenter. Efter få dage kørte kommunen hende til Tvind.



 
Inden deres ankomst nåede vi at gøre deres lejlighed klar. Den bestod af 2 store værelser, 2 mindre værelser, bad og toilet. 

Kvinden hed Asma. Hun havde fået sit første barn som 13-årig. Hun havde født 7 børn, men en pige var død på flugten. Hendes flok var mellem 13 år og 9 måneder.

 

Børnene kom i skole på Tvind Friskole i et særligt tilpasset program. Deres lærer var dansktalende, men stammede fra Ukraine og havde lært russisk i skolen. Også Asma talte lidt russisk, så de havde nogle brokker tilfælles. Endnu havde Asma ikke lært dansk. En anden lærer på Tvind kom fra Iran, og selv om han og Asma ikke havde samme sprog, så var sprogene så beslægtede, at han kunne tolke. Så ved hjælp af to med udenlandsk oprindelse, fingersprog og masser af gensidig vilje kunne Grete og jeg tale med Asma. Især Grete opbyggede et tæt forhold til hende.
 


 
Hver dag arrangerede vi legestue for de mindste børn. De var sammen med nogle unge, der tog dem ud at tumle eller var sammen med dem inden døre på regnvejrsdage. Imens gav vi Asma danskundervisning. Hun var fuld af gåpåmod, ville lære, anstrengte sig for at forme de fremmede ord, grinede når tungen slog knuder og hoverede, når det lykkedes. Hver dag lavede hun lektier i flere timer, når børnene var lagt i seng. Der var hurtigt fremgang.




I påsken var der særligt program. Ingen skolegang, men udflugter. Til Vesterhavet sammen med nogle af de lærerstuderende fra DNS. Børnene elskede at være bange for bølgerne. På Peterslyst Ridecenter var alle på hesteryg rundt i skoven. I svømmehallen, hvor børnene tumlede rundt, mens Asma snakkede. 


 

Hjemme igen lavede hun mad, som alle børn, hjælpere og chauffører delte. Det herligste asiatiske mad, let og særligt og nok af det. Hun ville selvfølgelig gerne tilbage til sin egen lejlighed, og i overbevisning om at det ville komme til at fungere, kørte vi hende og alle børnene tilbage til lejligheden i hjemkommunen, så børnene kunne komme tilbage til den skole, de var startet i inden deres ophold i Tvind, og så Asma kunne mødes med de veninder, hun havde fået. Hun havde også bestemt sig for, at hun skulle fortsætte med danskundervisning, og at hun skulle have lært meget hurtigt.




I de første par uger besøgte Grete dem ofte for at lette hjemkomsten. Vi holdt vejret. Mon det gik? Vi ville gerne have dem lidt tættere på i lidt længere tid. De havde kun været her i 2 måneder. De var skrøbelige. Der gik knap et år.


 

Asma og alle børnene kom tilbage til Tvind i marts 2001. De havde boet i hjemkommunen i 10 måneder, men det var blevet sværere. Der var stadig trusler om vold fra manden, og desuden var der blevet indædt kamp om forældremyndigheden, idet Asma havde fået sat igennem, at hun ville skilles.

 

Det var helt anderledes velkendt denne gang at tage imod dem. De fik samme sted at bo, og vi vidste fra sidst, på hvilke tider af døgnet der var særlig brug for hjælp til børneflokken.

 

Grete, Asma og jeg holdt møde. Vi kunne holde det på dansk. Eller i hvert fald dansk suppleret med mange tegninger og en del skuespil. Vi fik bestemt, hvad familien skulle, mens de var her denne gang. For Asma betød det meget, at hendes børn fik lært skolekundskaber, dansk og ”at bestille noget”. Selv var hun vokset op i et overklassemiljø med tjenestefolk til at lave arbejdet. Hun havde fået sit første barn som 13-årig, men havde ikke kendskab til tøjvask eller rengøring, for det gjorde andre.


Sådan skulle det ikke være med hendes børn. Nu var de i et andet land, og de skulle selv arbejde, ligesom folk i dette land. Selv ville hun tale, læse og skrive dansk flydende. Hun ville lære det danske samfund at kende, og hun ville have et kørekort. Ud fra dette lagde vi planen.

 

De tre største børn gik på Tvind Friskole ligesom første gang. De tre mindste gik i legestue, arrangeret af elever fra Praktisk Teoretisk Grunduddannelse, en ungdomsafdeling på DNS. Asma satte vilje og energi ind på at lære sig meget dansk.

Hver eftermiddag gennemførte hun 4-5 daglige timer i dansk. Hun havde en lærerstuderende til hjælp. Hun havde opdaget, at alle elever på Tvind havde deres egen computer til rådighed i undervisningen. Det ville hun også have. Så hun lærte sig at bruge en computer. 




Samtidig lærte hun at bruge computeren til at søge nødvendige oplysninger bl.a. om forhold i verden. Hun sugede til sig med en vældig tørst efter viden. I denne anden omgang var familien her i næsten et år.
Der var mange særlige højdepunkter:

 

Som da de tre friskolebørn skulle med deres klasse på tur helt til Berlin og Dresden, og både de og Asma med stor tapperhed vinkede, for det var jo stort at komme på studietur, men tænk at skulle skilles i en uge! Og hvor herligt det så var at komme hjem igen, fulde af oplevelser og rejsegaver og ny viden om et andet land og blive modtaget med overstadige glædestårer.

Eller da Asma holdt foredrag for de lærerstuderende på dansk om sit land og dets særlige situation og besvarede spørgsmål i mere end en time.

 

Eller da der var næsten 100 mennesker med til den næstældste drengs fødselsdag, og der var sange og gaver og masser af mad og kage.

 

For slet ikke at snakke om den dag, da Asma kom kørende hjem, selv ved rattet, efter at have fået gennemført at tage sit kørekort på trods af alle mulige vanskeligheder med sprog og egne forbehold for, hvad hun egentlig kunne.

 

Vi hjalp igen med at få dem installeret det nye sted, da de flyttede herfra. Denne gang til et helt andet sted i Danmark.

Det går dem godt. Børnene klarer sig godt i skolen. Asma går stadig på sprogskole. Hendes egen uddannelse er sat lidt i stå. Der er mange praktiske ting at tage sig af, når man har så stor en børneflok. Men hun er fuld af fortrøstning: Hendes tid skal nok komme, og børnene er det vigtigste.

 

I forhallen i Vejle Centeret suser børnene stadig rundt, leger tagfat med Terry, der ofte har besøgt dem i de senere år. Asma og hendes asiatiske veninde er gået ind for at høre slagtøjsmusik. Der er mange, der som Asma og hendes børn kommer i knibe, fordi integration kan være en svær proces.




For dem var det et held, at de kom til Tvind. Vi er mange, der bor her og er i gang med forskellige skoleprogrammer. Der var altså mangeartede ressourcer at trække på; det var ubureaukratisk at organisere tid og hjælp, og idérigdommen var stor.




For os var det en berigelse at være sammen med dem igennem lang tid med mange pudsige episoder, varme smil og bekræftelse på, at det kan lade sig gøre at overvinde vanskeligheder, når sprog, historie og kultur skal forenes, og mennesker integreres.