En artikelsamling: Fra Fyn eller Kurdistan

Han er kun 12 og har tiden for sig

Tvind OL Han er kun 12 og har tiden for sig. Du skulle se ham! Blink i øjet og hurtigere i bevægelserne end du kan registrere. Hans mellemnavn er ”Ballade”. Kvik som bare helvede og ikke til at styre på en halv tønde land.


Han er 12 år gammel, men opfører sig tit som en på bare 7. Han er født i Danmark, taler dansk uden accent og forstår kun sporadisk det sprog, som hans slægt taler. Han har adskillige familiemedlemmer i Danmark, men ingen af de voksne har eller har haft arbejde i løbet af deres tid her i landet. 




Selv fatter han ikke, at vi har så travlt med, at han skal lære noget. Hvorfor? De voksne får jo bare penge ind på kontoen hver måned.

 

Han startede på Småskolen for et år siden. Her er han meget glad for at være. Han går i skole – eller dvs. han ved godt, at han skal arbejde med sit skolearbejde hver formiddag. Han ved også godt, hvilke fag han skal arbejde med og hvordan, men fra at være overens i det og til faktisk gøre det – der er et stykke vej endnu.




Han er bestemt ikke dum, bare uorganiseret og vild. Når han bliver sur, smider han rundt med ting. Eller sten. Der ligger masser af småsten uden for skolebygningen. Ral. Der er nogle ret gode kastesten imellem. Det er gået ud over en hel del ruder efterhånden.




Han har svært ved at omgås de andre. Han vil helt vildt gerne, men han kommer tit til at gøre – og især sige – det forkerte og irritere dem. Hans lærer har fat i ham, efter at han har gjort brug af sprogets værste gloser over for en af de andre. I et øjebliks selverkendelse siger han: ”Det er det, I ikke fatter. Selv om jeg er stor i munden, er jeg i virkeligheden lille.”

 

I dag har han lavet en hel side med regnestykker. De er rigtige. Han er pavestolt og viser siden frem til alle andre. Nogle ignorerer ham. Andre vrisser ad ham. Nogle smiler ad ham. Der er en, der roser ham. Han er 10 år ældre og selv tidligere elev. Selv kommer han fra et land uden for Danmark. Han er ikke længere elev, men pædagogmedhjælper. Ros fra ham betyder noget helt særligt. Den lille griner over hele femøren, bevæger sig derfra i en jublende gangart og myldrer ind på sit værelse. ”Sku’ vi ikke gøre rent nu?” Jo da, den ældre husker ham på vasketøjet på gulvet – ikke ind under sengen, op i kurven!

 

Disse to drenge giver én en god idé om, hvad det betyder at have tiden for sig. Ikke for at dalre den væk, men fordi udvikling tager tid. Småskolen arbejder sådan, at der er en årsplan, som alle lærere og elever forholder sig til. Årsplanen fortæller om, hvad der skal ske måned for måned og uge for uge i overskrifter. De store fælles arrangementer fremgår af planen, og af ugeoverskrifterne kan man se, hvad ugens tema er.


Hver elev lægger sig med lærerens hjælp en plan for, hvad han går efter, når skoleåret starter. Det er ikke nogen nem proces, for selv om man måske godt ved, hvad man gerne vil have lært, er det ikke så nemt at få det formuleret. De nye elever og de små elever har sværest ved det, men de opdager efterhånden, at lærerne tager dem alvorligt. 


Skolen har store ambitioner på deres vegne; står for, at de skal have lært virkelig meget. Hvilket er godt og rigtigt, men til ingen nytte, hvis eleven ikke selv synes, at han skal have det lært. Ingen lærer noget, som andre synes er godt på deres vegne. Man lærer kun noget, man selv vil have lært. Derfor er overensstemmelse altafgørende.




De mål, de går efter, hjælper lærerne med at få sat ind i en konkret plan. Denne plan har også sine tidsangivelser, og hver anden uge holder lærerne status sammen med dem, ser hvad der er blevet til noget, og hvad der skal lægges ny plan for. De større spørgsmål bliver der konkluderet på hvert kvartal.


Når man har nået et mål, lært sig noget nyt, er det vigtigt at tage stikket hjem, at erkende, at man faktisk nu er nået så vidt. Og hvad er så det næste? Processen kan jo forrykkes af meget forskelligt: Man taber modet; der er noget derhjemme, nogle andre lægger et skævt pres. Så må der møder til, samtaler, ny overensstemmelse må opnås. Det tager tid. Og modning tager tid.

 

Den lille, kvikke tåger rundt. Han er glad for at være her, regner med at være her i adskillige år. Det har hans ældre ven jo også været. Og bare se på ham! Han kan alt muligt og har lige taget kørekort.