En artikelsamling: Fra Fyn eller Kurdistan

”Hey, stop lige ved tanken!”

studierejseHistorien om en afrejse til Botswana - og diskussionerne inden: Hvad gør vi ved de unger der har røget hash?


En dag i midten af februar 2005. På Småskolen. Et stort opholdssted med tilhørende internskole. Sne på alle veje. Frost og kulde. Det er mandag. Sen eftermiddag med hektisk aktivitet. I morgen meget tidlig er der afgang fra Småskolen: 12 elever og deres lærere skal med fly fra Billund via London til Johannesburg og med bus videre til Gabarone i Botswana. Herfra og ud i den afrikanske bush, hvor en lille landsby er deres første base. Der vil de være inden 48 timer.

 

Mange rejseforberedelser har sat dem i stilling til rejsen, og alligevel forstår de 12 elever overhovedet ikke, hvilken kulturforandring de er på vej ud i; hvilke oplevelser, der venter dem, og hvor meget de på bare 4 uger vil få lært af alt dette. Det, de dog er helt klare over, er, at lærerne i lang tid har haft én betingelse, der med stor alvor er blevet udbasuneret tidligt og sent: Ingen, der skal med på denne rejse, ryger hash! Ingen, der ryger hash lige før denne rejse, kommer med!

 

Mandag sen eftermiddag: 5 elever, der alle er ved at pakke deres rygsække, aflægger den aftalte og rutinemæssige urinprøve, for de har alle fem haft problemer med at overholde skolens ramme. De har faktisk ved adskillige lejligheder røget hash, og det er ikke særlig længe siden. Sidst blev det igen indskærpet, og de erklærede sig med på den: Ikke mere hash. Vi skal til Botswana.

 

Og så er prøverne positive! 5 elever, der end ikke prøver på at nægte. For det er jo rigtig nok. Fra hjemrejsen har en af dem haft hashen med tilbage, og de har røget det. For mindre end et døgn siden. Dumt! Jo, totalt åndssvagt, men ikke til at bortforklare.

 

Reaktionerne er forskellige. En græder. Han havde glædet sig helt vildt, og nu er det jo klart: Han kommer ikke med. Han er fra Afghanistan. Ved, hvad afvisning er; ved, at selv små handlinger kan have overmåde store konsekvenser. En flover sig, vil ikke gerne tale om noget eller med nogen. Han er af dansk oprindelse; har været på Småskolen længe. Ved, at han burde have vidst bedre. Satans voksne – at de altid opdager alting.

 

En fatter slet ikke, hvad der er under opsejling – eller at det skulle have nogen konsekvenser. Hans familie stammer fra Egypten; han er født i Danmark. Selv har han meget vanskeligt ved at knytte sig til såvel den ene som den anden kultur. Ligeledes har han vanskeligt ved at knytte sig til andre mennesker. Livet sker ligesom bare omkring ham. Han deltager ikke, men flyder med.

 

Og to ved udmærket godt, hvad det betyder, men kan ikke finde ud af, hvordan de skal reagere – og reagerer derfor stejlt, arrogant, i forsøg på at holde facaden. De er begge kurdere, men fra hver sit sted. Begge har oplevet at være på flugt efter rædselsvækkende oplevelser. Begge kender til ikke at vide, hvor familiemedlemmer er blevet af. Begge har erfaringer med kyniske, hårde myndigheder, der ikke kender ordet ”hensyn”. Begge er hårde i filten; dækker sig ind bag et ydre, der gerne skal vise, at herunder gemmer der sig en hård negl, der ikke er til at spøge med. De går vildt op i, at udseendet sender dette signal: den rigtige frisure, de rigtige smykker, de rigtige jakker – og så den der nonchalante holdning, som vi kender så godt fra ”perkerunger” i flokke på gaden.

 

Lærerne mødes. Hvad i alverden gør vi? Vi har sagt – igen og igen – at hvis de ryger hash, kommer de ikke med. End of story!

Men er det så det, vi skal sætte igennem? Det mærkes forkert – eller hvad…? Sagen er netop, at vi har sagt det. Og ment det. Og sagt det med så store bogstaver, at vi nu er fanget af det. Hvis vi lader dem komme med, viser vi så ikke bare slaphed? De bliver jo nødt til at lære, at deres handlinger har konsekvenser. Det gælder også for elevflokken som sådan på Småskolen. Hvis vi ikke gør nu, som vi har sagt, at vi ville, har vi så styr på fremtidige konfliktsituationer?

 

Indtil nu er det nemt at følge lærernes logik. De har sagt, hvad der ville ske, hvis nogen brød aftalen. Lærerne lægger stor vægt på, at der sker det, de har sagt, at der ville ske – at de holder deres del af aftalerne. Det har meget stor betydning for den daglige troværdighed.

 

Småskoleeleverne er slet ikke vant til, at voksne er til at regne med. Der har været mange voksne i deres liv, der ikke har gjort det, de sagde, at de ville. Når småskolelærerne siger noget, bliver det sådan. Uanset om det handler om, at et programpunkt, der er på planen, bliver gennemført – eller om det handler om at opfylde et særligt løfte. Hvis det er sagt, bliver det gjort.

Men i denne situation? Hvis de 5 elever ikke kommer med, hvad vil de så lære af det? De vil lære, at de dummede sig, og at de må tage konsekvensen af deres dumhed. Men kan de det?

 

Faktisk skal der en hel del personligt og intellektuelt overskud til at erkende sine egne fejl og lave om på situationen. De 5 elever har overskud i forskellige grader – fra meget lidt til en hel del, men fælles for dem er, at de vil være nødt til at finde den seje holdning frem, hvis de ikke kommer med på rejsen: Det er helt vildt overdrevet reageret af lærerne, men hva’ så – hvem gider alligevel rejse? Herefter vil de modarbejde ethvert program i de kommende uger. Selvransagelse? Erkendelse? Ny holdning? Det er ikke ret sandsynligt. Mere sandsynligt er det, at de vil føje endnu en afvisning til rækken, endnu et nederlag, endnu en situation, der blev forkludret.

 

Men kan lærerne stige ned, lave om på beslutningen? Og tør de faktisk? Er der et sikkerhedsmæssigt aspekt i dette? De 12 elever og deres lærere er på vej ud i verden på en stor og lang rejse. De skal være væk i 4 uger. De skal bevæge sig rundt i helt uvante omgivelser. Det er vigtigt, at de kan regne med hinanden.

 

For lærerne er Det sydlige Afrika – og især Botswana – kendt fra tidligere rejser.

 


De kender elevers reaktion på fremmedartetheden, ved, at eleverne holder sig tæt sammen og tæt på lærerne på rejsen. Sikkerheden er de ikke bekymrede for. Hvad med forholdet til de øvrige elever? Og til fremtidige situationer? Sagen er, at det rigtige i denne konkrete situation skal gøres. Skulle det så vise sig senere, at det var en fejl, må den rettes i forhold til en fremtidig situation. Lærerne er nødt til at tage stilling til denne konkrete situation og disse konkrete elever.

 

Ud af de 5 er de 4 børn af ikke-danske forældre. Det vil i høj grad være en uventet handling, at lærerne vender 180 grader. Alene denne uventede, ikke-dogmatiske handling vil få noget andet frem i eleverne, som er noget ganske andet end deres forventede hårde respons. Desuden er det særlig vigtigt, at netop disse 4 kommer med på en rejse, hvor der er usædvanlig meget lærdom at hente for dem.

 

De kommer til at se med egne øjne, opleve på egne kroppe, hvorledes mennesker i Det sydlige Afrika lever, og hvor gæstfrie og imødekommende de er. De kommer til at mærke, hvor meget vi, der kommer fra Danmark, kan bidrage med og bør bidrage med for at gøre tilværelsen bedre for menneskene der. De kommer til at få sig oplevelser af natur, varme, begivenheder, de ikke kan forestille sig. De kommer til at få disse oplevelser sammen med de andre 7 elever og lærerne. De kommer til at blive en tæt integreret del af det fællesskab, der bygges op mellem folk på rejse, og som holder længe efter hjemkomsten. Disse oplevelser vil lærerne meget nødig tage fra dem.

 

Det ender med – efter bølgende og ophedede diskussioner, at alle 12 elever tager på rejse.

 

Næste morgen er det hele tæt på at blive forhindret af snedriver. Det lykkes at nå flyet. 1½ døgn senere kommer den første sms fra en af lærerne: ”Vi er velankommet på det afrikanske kontinent. Sidder i bussen mod Gabarone. Ingen konflikter. Kun morsomme spørgsmål som – Kan vi ikke få chaufføren til at stoppe ved næste tank?”.
Spørgeren har endnu ikke opdaget, at der er 622 km til næste tank, og at der kun sælges brændstof. Ingen servicebutikker i den afrikanske bush.

 

Samtidig med at vi som lærere overhovedet ikke skal være blege for at have store planer og udstikke alvorligt mente rammer og endda betingelser, skal vi til hver en tid afgøre vores handlinger i den konkrete situation på dennes præmisser.

 

Når vi holder fast på vores grundholdning, vores menneskesyn, at alle elever er velkomne på vores skole, må vi være klar til at udføre særbehandling. Hvis vi ikke gjorde, ville vi diskriminere. Ingen mennesker lærer på samme måde, handler ens i en given situation, kan det samme eller opfører sig ens. Derfor må vi være klar til at tænke nyt i konkrete situationer og tage hensyn – ikke til princippet, men til de involverede mennesker.