En artikelsamling: Fra Fyn eller Kurdistan

Hvordan kan jeg forklare dig det?

Om betydningen af at eje et sprog.Dagskolen i Tvind


Det hænder, at vi møder unge, der har oplevelser med sig, som vi slet ikke fatter rækkevidden af. Vi kan selvfølgelig høre dem fortalt. Vi kan læse os til mere. Vi kan måske ende med at forstå baggrunden. Men faktisk at forstå? Med al gruen? Eller for den sags skyld al glæden? I hvert fald hele den historie, de har med sig – og dens konsekvens for resten af livet?

 

Vi værger vel også for os, for noget af det er for ekstremt. For langt væk fra, hvad man kan byde mennesker, kan byde børn. Vi kender selvfølgelig de internationale konventioner. Det gør politikerne i mange lande også. Selv børnekonventionen er ratificeret af næsten halvdelen af verdens lande. Så overgrebene burde jo ikke finde sted, og når de gør det alligevel og er gået ud over nogen, vi kommer til at kende personligt, er det ikke til at omgås med almindeligt sprog. Hvad skal man sige? At det var for dårligt? Forfærdeligt?

 

Det, vi i hvert fald skal gøre, er at lytte, og lytte igen. Og forstå. Og så skal vi repræsentere, at der er en fremtid, og at det er den, det handler om. Heri ligger vores vigtigste pædagogiske forpligtigelse: At indgyde tillid og at få de omstændigheder etableret, der gør, at det menneske, vi står overfor, kan få sig rehabiliteret – uanset om vi taler om én, der er flygtet under rædselsfulde omstændigheder eller én, der er vokset op uden den mest nødtørftige omsorg.

 

Den følgende historie handler om en dreng, hvor de lærere, der tog imod ham på opholdsstedet, ikke vidste, hvor meget der skulle til, for at han kom i god udvikling, og i takt med at de fandt ud af det, slap de sociale myndigheder taget, for drengen var snart 18.

 

Det er altså en ikke-afsluttet historie, som ingen ved, hvordan fortsætter. Når historien alligevel er værd at fortælle, er det, fordi der er mange lærerige elementer i den, og fordi drengen selv bliver ved med at slås for at fastholde sit holdepunkt sammen med mennesker, der betyder noget for ham.

 

Han har arabisk baggrund, kom som uledsaget i håb om at finde husly hos nogle fjerne slægtninge i Danmark. 
Det gik, men kun et års tid. Han nåede at få asyl, men havnede kort tid efter på gaden og havde overlevelsesevne nok til bogstaveligt talt at slå sig igennem, hvorved han kom i konflikt med myndighederne. Så kom han sammen med sin københavnske socialrådgiver på besøg på et opholdssted på skolen i Sønderjylland. Han var 17 år.



 

Drengen, der ikke havde noget alternativ, sagde ja til at blive. Betingelserne for anbringelsen blev aftalt færdige. Drengen flyttede ind.

 

Efter de første par uger stod det klart for lærerne, at drengen forstod meget lidt dansk. Han talte ganske vist dansk, men forståelsen var tynd; det var, som om alle begreber manglede jordforbindelse. Ligeledes stod det klart, at han ikke havde ret meget greb om den praktiske hverdag, ligesom hans forståelse for døgnets indretning med dag og nat var skruet anderledes sammen end de fleste andre menneskers. Han var desuden rastløs og ude af stand til at gennemføre nogen aktivitet.

 

Lærerne havde forsøgt at holde fast i de første aftaler: så mange timer i skole; deltage i opholdsstedets praktiske gøremål; deltage i sportsaktiviteter og weekendprogrammer som de andre. Hjemrejse hver måned med besøg hos fjerne slægtninge i hovedstadsområdet. De havde også forsøgt at lægge en længererækkende plan, men drengen var slet ikke i stand til at se længere frem end få dage.



 

Så det virkede ikke. Lærerne kunne ikke opnå den form for overensstemmelse, hvor man aftaler noget, og bliver det ikke gjort eller holdt, så kan man tale om årsagen hertil og lægge en ny plan. Han sagde ”ja” og gjorde noget andet.



 

Et stort problem var, at han havde meget svært ved at sove. Og bl.a. for at kunne bekæmpe rastløsheden skaffede han sig hash. Det havde lærerne taget ham i et par gange, konfiskeret, talt dunder, talt til hans fornuft – uden at de dermed fik det stoppet.

 

Så startede den nyansatte lærer. Som drengen havde han arabisk baggrund, stammede endda fra samme område. Lærerens sociale ståsted var helt anderledes. Han var i færd med at færdiggøre en universitetsuddannelse og var interesseret i arbejdet som lærer for at få praktisk, pædagogisk erfaring. Lederen af opholdsstedet var en gammel erfaren rotte i faget. Hertil kom, at hun havde rejst meget, vidste meget om kultur og leveforhold. Hun var desuden en meget rummelig person, og hun ville have det til at virke for denne dreng.



 

Den nyansatte lærer talte arabisk. Han havde ingen personlige erfaringer hverken med den form for dramatisk flugt eller de bagvedliggende årsager til flugten, som drengen havde gennemlevet. Han tog ofte afstand fra drengens mere ekstreme handlinger – blev nærmest forarget over dem.



 

Lederen og læreren rottede sig sammen. De brugte hinandens kunnen, og de anstrengte sig for at forberede og efterbearbejde alle situationer med drengen – og så ofte det kunne lade sig gøre, var de der begge to. Nu begyndte der at ske forandring. Drengen begyndte at deltage i det aftalte program. Når han reagerede imod, var det til at tale med ham om hvorfor.



 

Det var stadig svært for ham at finde rede i nat og dag, men det hjalp meget, hvis han sov i samme værelse som læreren. Det viste sig, at et element i det hele var angst og mareridt. De praktiske gøremål stod det stadig dårligt til med. Han anså ikke livets praktiske gøremål for at være noget, der havde med ham at gøre – ikke at han intellektuelt tog afstand fra ”kvindearbejde”, men han sansede bare ikke sammenhængen mellem madlavning, opvask – og så det at sætte sig ved bordet og spise.



 

Han havde helt styr på sin personlige hygiejne. Han så godt ud og førte sig vældigt, så da han fik sig en kæreste, var det rigtig dejligt for ham og ikke spor mærkeligt. Hun var en pige ud over det sædvanlige og holdt ved ham, også når det var svært.

To forhold fik lærerne ikke styr på sammen med ham i rette tid. Det ene var hans hjemrejser. Han ville gerne besøge sine slægtninge i København, men det var tydeligt at mærke, at det ikke var smart. Han var svær at omgås, når han kom igen – havde alt muligt med sig fra weekenden. Det var nemt at få en mistanke om, at han ikke var hos familien, men turede rundt.

 

Den anden ting hang helt sammen med den første: Han var slet ikke færdig med hash eller andre stoffer for den sags skyld.

 

For at komme i kontakt med ham om disse spørgsmål tog hans arabiske lærer med ham alene i sommerhus i en periode. De fik snakket, og de var sammen. Det var en god uge. Bagefter var der meget, der gik nemmere i dagligdagen i en kort periode, og så var den gal igen.

 

For sådan er det. Det tager tid at få stillet ind på dagligdag med skolegang, praktiske gøremål, sport og samvær med andre mennesker.

 

Lærerne var indstillede på at bruge den tid, det ville tage. Klar til at sætte mål sammen med drengen, nå et stykke vej, prøve nyt, lave afbræk i hverdagen med særlige aktiviteter, gøre brug af det forhold, at de var flere lærere, der havde forskellig indgang, se igennem fingre med noget og tage drønende konflikter på grundlag af andet.

 

Og så blev han 18 og blev af kommunen takseret til at kunne klare sig selv. Han blev udskrevet.

 

Lederen gjorde, hvad hun kunne for at få opholdet forlænget, og da det viste sig helt umuligt, gjorde hun, hvad hun kunne for at lette ham vejen videre. Der blev også holdt en god afskedsfest med arabisk aftensmad, dansk æblekage og taler.

 

Lærerne på opholdsstedet lærte, at det var vigtigt at blive ved og blive ved. Det vidste de i forvejen, men de lærte det igen på et nyt niveau. Så lærte de, at det betyder meget at have planer, også selv om de ikke bliver holdt. Det er jo ikke til at vide, hvad man skal lave om, hvis man ikke har bestemt, hvad man går efter. Det vidste de også i forvejen, men fik det bekræftet. 




De lærte, at det er helt afgørende at være overens, også selv om man ikke forstår det samme sprog. De kendte betydningen af at være overens, men de var ikke fuldt ud klar over, at man ikke for alvor kan komme overens, hvis man ikke grundlæggende taler og forstår det samme sprog.



 

Der, hvor det for alvor vendte, var dér, hvor den arabisktalende lærer kom med, og dér, hvor de forenede alle pædagogiske kræfter og havde mulighed for også at gøre det på arabisk.  Det betød, at der for drengen kom en forståelse frem, som de ikke kun kunne have etableret på dansk. Den arabiske lærer kunne ikke have gjort det selv – dertil var han både for uerfaren og ikke i besiddelse af den fornødne pædagogiske viden og flair. Og selv om han havde haft større erfaring, er det de færreste, der kan takle pædagogiske vanskeligheder af denne karat alene. 



 

For drengen betød det, at de begreber, som han manglede for at kunne rumme sin nye situation, begyndte at blive konstrueret. Det betød også, at han begyndte at kunne forholde sig til de oplevelser, der havde gjort ham angst; at han kunne bearbejde dem sprogligt. Det allervigtigste drengen lærte var, at han kunne regne med lærerne på opholdsstedet.

 

Men de blev ikke færdige – drengen og lærerne.

 

Drengen kommer stadig på besøg. Han er stadig sammen med sin kæreste. Han slås dagligt med sin kommune om at få mulighed for at bosætte sig tæt på hende og tæt på nogle af de voksne, han lærte at kende. Han forsøger at overbevise dem om, at han har et stort behov for fortsat at gå i skole. Ikke en hvilken som helst skole, men en skole, der kan og vil rumme ham.

 

Han fik lært en hel del dansk. Det er kommet ham til stor nytte. Indimellem tænker han endda på dansk, siger han. Måske er han endda begyndt at drømme på dansk?