En artikelsamling: Fra Fyn eller Kurdistan

Udfordrende oplevelser er alfa og omega

Tyrkiets rejse Om optakten til en påskerejse til Adana i Tyrkiet, foretaget af et opholdssted med indvandrerdrenge.


Et stort hvidt hus i udkanten af byen, sikkert en gang bygget af en nyrig handelsmand, der med sin nye formue på lommen ville skabe sig en standsmæssig bolig. Huset er et dejligt hus; i dag rummer det et opholdssted med god plads til 5-6 rødder. Ud over egne værelser til hver har huset en underetage, der domineres af det store køkken-alrum med god plads til både at lave og spise masser af mad; køkkenet er uden sammenligning husets vigtigste fællesrum.

 

I dag står den på iransk-inspireret sammenkog med enorme mængder af ris og tynde, runde tyrkiske brød. Der dufter af hvidløg, chili og koriander. Der er ved at blive dækket op ved langbordet. Om lidt er der aftensmad.

 

Oppefra dunker rapmusikkens inciterende basgange i gulvet og konkurrerer med en enkelt skæring af en tyrkisk inspireret R&B-rytme; den intenst pågående lugt af hidsig drengedeodorant er ved at overdøve den liflige duft af den næsten færdige mad. Drengene er lige kommet hjem efter fitness.

 

Kokkene er en af drengene og hans mor, der er på besøg. I anledningen af forældrebesøget er tonen afdæmpet fra drengene, der tager trappen ned i to spring og sætter sig om aftensbordet. Man kunne næsten tale om, at samtalen er høflig, kultiveret. I hvert fald det meste af tiden.

 

Det giver en behagelig afveksling fra den indforståede ”Wallah”-snak, der plejer at foregå om bordet. Drengene er afdæmpede i respekt for den tilstedeværende iranske mor, der ikke synes at lægge mærke til, at tonen er tilpasset hendes tilstedeværelse, men lærerne lægger mærke til det og nyder det, så længe det varer.

 

Drengene er nogle rødder, men selvfølgelig nogle gode nogen, synes lærerne. De synes også, at der skal meget til for at få disse unge ”ind på banen”. Alle fire kommer fra muslimske lande i Nordafrika eller Mellemøsten. Ingen af dem er født i Danmark.

Alle fire har været i nærkontakt med politiet og det danske retssystem. De kender alle indgående til regler for varetægtsfængsling, grundlovsforhør og lignende fænomener – og det præger indimellem samtalen i en grad, så det hænger lærerne ud af halsen. Men på en eller anden måde er det påklistret. De vil alle fire på hver deres måde gerne blive til noget andet end til et kriminelt udskud af indvandrerherkomst. Derfor er de alle motiverede for deres ophold og for deres skolegang, selv om de ikke altid siger det højt.

 

Denne specielle aften fortæller den tyrkiske dreng om deres forestående tur til Adana-området, hvor hans familie stammer fra. Fortællingen er til ære for den iranske mor, der fortæller, hvad hun ved om dette område. Hendes familie kommer fra et område i Iran ikke langt fra den tyrkiske vestgrænse, og dermed godt nok langt fra Adana, der ligger i syd, men dog ikke længere væk, end at det er ”lige på den anden side af bjergene”, og når samtalen finder sted i Holstebro, synes nærheden mellem Adana og Tabriz at være ganske tæt.

 

Turen er en rigtig god idé. Den tyrkiske dreng er forældreløs. Han er kommet Danmark som uledsaget barn, og det har været en sand kamp at få hans opholdstilladelse igennem, også fordi han ifølge sine papirer ikke hører til de ”pæneste” børn. Han har mange slægtninge, men kender kun ganske lidt til dem. Han taler sit sprog og husker mange begivenheder på det, men alligevel er dansk blevet vigtigere for ham i de senere år.

 

Hans fremtid er i Danmark, og samtidig er der mange af de tidligere erindringer, som han husker på modersmålet. Ved sådan et måltid, som de netop nu har, bringer den særlige sammenblandede duft af koriander og ris ham tilbage til sin tantes hus en solfyldt dag i landsbyen nær Adana. Ikke at han normalt fortæller den slags ting, men den særlige stemning omkring bordet får ham alligevel til det. Han glæder sig meget til at se stederne igen og til at vise de andre fra opholdsstedet rundt.

 

Oprindelig var ideen, at han skulle af sted sammen med én af lærerne, men projektet har udviklet sig til, at i påskeferien, der er lang, tager både han og to af de andre drenge af sted sammen med to af lærerne. De to andre drenge kender han rigtig godt. Han kender også den sidst ankomne dreng på opholdsstedet godt, fordi de kommer fra det samme danske område, men denne dreng er så nytilkommen, at lærerne ikke har kunnet nå at skaffe ham visum og flybillet, så det hele er endt med, at han tager med deres fælles dagskole på skitur. Så altså tre drenge og to lærere på tur til det sydlige Tyrkiet.

 

De er klar til at opleve alt det, som rejsende kan opleve i Adana og omegn: tehusene, bomuldsområderne, de tyrkiske bade – hamam’erne,  bjergenes skønhed, den blå farve på Middelhavet i marts, den varme blidhed i luften, de tyrkiske landsbykvinders tørklæder, skolebørnenes sorte uniformer, og frem for alt: den store og varme tyrkiske gæstfrihed.




Der er det særlige ved rejsedeltagerne på denne rejse, at de alle har oplevet disse mellemøstlige stemninger tidligere i deres liv. Det er bare længe siden. Den iranske mor fortæller historier fra sin barndoms Tabriz. 
Sønnen, der ikke husker andet end Jylland, lytter med den særlige ærbødighed, som drenge kan vise deres mødre, mens han drejer de tunge guldkæder, han har om halsen.

 

Den anden dreng, der skal med på rejsen, supplerer med oplevelser fra en by i det østlige Tyrkiet, hvor han måtte arbejde som skopudserdreng for at hjælpe sin familie, der var på flugt. Den iranske mor fletter flere observationer ind. Egentlig er hun i kraft af sin klassemæssige baggrund højt hævet over denne dreng, men deres fælles situation her på opholdsstedet giver dem alligevel noget at snakke om.

 

Den tyrkiske dreng både glæder sig vildt til turen og frygter, om de nu faktisk finder nogen fra hans familie, om han faktisk kan huske at tale sproget, og om han bliver en god nok guide på turen – så han er lidt uvant stille i mælet. Drengen, der ikke skal med, lytter.

 

Stemningen er helt særlig, mens de spiser iransk mad med tonsvis af ris og tyrkisk brød. Selv opvask og oprydning bliver taget uden konflikter.

 

Nu er det jo ikke kun den iranske mors besøg, der skaber en fredelig stemning om bordet. Det er heller ikke kun, fordi drengene glæder sig til rejsen. Det vigtigste er, at de har været sammen i et længere tidsrum og gjort meget sammen, er kommet videre.

De bor på opholdsstedet. De to af dem har været her i et godt stykke tid. Den tredje knap så længe. Den sidst ankomne er meget ny. De har gået på den samme skole, som er en særlig skole. Den ligger på Tvind i tilknytning til Det Nødvendige Seminarium, som en slags øvelsesskole. 




På skolen går der elever med vidt forskellig baggrund. Nogle er teenagere, der gerne vil have en HF-eksamen og vil kombinere skolegangen med rejser, praktiske og kulturelle projekter og i samvær med unge, der har haft en mere kompliceret opvækst end deres egen. 




Andre er unge, der bor på opholdssteder og er ved at få hold om deres nutidige og fremtidige tilværelse efter forskellige begivenheder i deres fortid, der har kuldsejlet skolegang, indlæring af færdigheder og socialt og personligt velbefindende.


Skolen rummer undervisning tilrettelagt med udgangspunkt i den enkelte, og kurser og fælles begivenheder tilrettelagt med udgangspunkt i fællesskabet. Drengene kan og skal meget forskelligt. 




Han, der har været der længst, er også den fagligt bedst funderede. Hans tanker om egen faglig formåen var helt ude af proportioner, da han startede. Efterhånden tjener hans ambitioner ham godt, fordi han har opdaget, at drivkraften i det hele er, at han selv arbejder. Fra at undre sig over, at de faglige resultater ikke bare kom til ham af sig selv, har han arbejdet på at tage sin 10. klasse og er nu startet på gymnasiet, hvor han klarer sig godt. Han satser på at studere to akademiske fag i fremtiden og vil tage mindst en ph.d. Hvor dette for bare et år siden ville have lydt som en tom tønde, der buldrede, tænker man i dag, at det er da ikke umuligt.

 

En af de andre drenge tager sin 10. klasse i år. Han er kvik på alle måder, men har indtil nu ikke regnet det at kunne skolefag for noget særligt. Hans forandrede praksis er af nyere dato, men virker dog ikke desto mindre overbevisende. Det ser faktisk ud til, at han går efter ordentlige resultater ved skoleårets afslutning.

 

Den tredje befinder sig endnu på et mere simpelt fagligt niveau. Allerførst skal han have lært mere dansk.
Det skal også den fjerde dreng, der, selv om han har været i Danmark i adskillige år, næsten ikke har gået i skole.

 

For drengene på opholdsstedet er det nu heller ikke skolefagene i det gode tilknyttede skoletilbud, der for alvor har flyttet på dem. Altså ikke kun skolefag, men også det. Ikke kun forældre på besøg, men også det. 
Ikke kun glæden over kommende rejser, men også det. Ikke kun hyggelige værelser og et dejligt spisekøkken, men også det.

 

Det, der for alvor flytter på dem, er:
    •    Store oplevelser.
    •    Mange udfordringer.
    •    Opdagelsen af at noget nytter.
    •    Lærere, der bliver ved.


Den kommende rejse, som de snakker om, er i kategorien ”store oplevelser”. Det ved drengene. De har nemlig rejst før. For ikke længe siden var én af dem med i Det sydlige Afrika. En anden har været med på tur gennem det meste af Europa. Og alle har de været med på vinterrejse med ballonflyvning.

 

De store oplevelser i skoleprogrammet er andet end rejser. Der er byggeweekender, teateropsætning, sportsstævner og meget andet. Det handler ikke om fritidsfornøjelser og belønning. Ideen er, at når mennesker oplever, er deres sanser helt anderledes åbne, hvilket baner vejen for indlæring i en meget bredere forstand end ”kun” regnebogen og staveordene.




Ikke mindst har oplevelserne i skoleprogrammet betydet meget for drengene på opholdsstedet. Det er gennem udbyttet af oplevelserne, at de to drenge, der er nået længst, rent skolemæssigt, har erkendt, at det er nødvendigt at arbejde sig til skolemæssig kunnen, og har indset, at denne kunnen er helt nødvendig, når man skal færdes i en moderne verden.

 

At der til oplevelserne og til alt andet, man skal kæmpe sig til, hører store udfordringer, ved de også.
Netop i disse uger har to af drengene puklet med at skaffe ekstra rejsekapital til den kommende rejse. Egentlig begyndte det som en praktikperiode, men det udviklede sig hurtigt til et finansielt mål at gå efter. Sagen er, at der er sæson på minkfarmene i Vestjylland. Netop nu skal minkene flyttes omkring i burene før parring. Det er et hårdt manuelt arbejde, der kræver både vedholdenhed og præcision. To af drengene har arbejdet hver dag i 2 uger og tjent godt. Godt i forhold til pengebeholdningen på rejsen; men allerbedst i forhold til, at de gjorde det, de havde sat sig for.

 

Intet af alt dette sker af sig selv – eller kun, fordi drengene beslutter sig for det. Der skal megen håndfast støtte til fra lærernes side, og den har de givet i denne situation og i masser af andre.
I de særlige situationer – som denne – frigøres der enorme mængder af den energi, som drengene besidder og genererer. 




Jo mere – og jo tiere – det lykkes for dem at kanalisere den ind i noget, der bærer fremad, jo bedre for den enkelte og for flokken.

 

Senere på aftenen, denne særlige aften, er der tyrkisk te og sød, tyrkisk kage. De aftaler, at der er morgenmad til almindelig tid. Alle skal i skole i morgen. Det er sidste skoledag før påskeferien. Senere i morgen er der hovedrengøring i huset og pakning til rejsen. Alle byder hinanden god nat. Det er næsten for godt til at være sandt.

 

Det var det også! Drengene var ikke til sinds at falde til ro før langt ud på natten.

 

Næste morgen er kun den iranske dreng og en meget træt lærer oppe til tiden. Drengen skal møde til time på gymnasiet. De andre tre er ikke til at drive ud af sengene. Ingen træer vokser ind i himlen, og ting tager tid. Især gør udvikling.

 

Turen i overmorgen vil blive gennemført, og den vil få sin særlige betydning i disse drenges liv frem imod en voksen tilværelse i Danmark. Om den får dem op af sengen til tiden og får dem til at holde sig på ”den rette kurs”?  Den skal nok bidrage.  Og så skal der 117 andre ting til også! Det bliver faktisk meget spændende at høre om deres oplevelser.