Et skrift: Kladde

Hvad er en elev?

af Ole Tarp.

 

Studierejse i Indien - Dagskolen i TvindDer er mange måder at se på en elev på.


Man kan f. eks. se på en elev som tilhørende den store gruppe af elever, som findes i Danmark.

 

Denne gruppe af elever er man som undervisningsminister nødvendigvis tvunget til at forholde sig til, og derfor er det blevet en tradition, at man med 5 til 10 års mellemrum udgiver en formålsparagraf for, hvad man vil med dem.

 

Formålsparagrafferne er vidt forskellige fra land til land. I den norske formålsparagraf står der f. eks. som det første og mest centrale, at eleverne i skolen skal oplæres til at være tro over for Gud, konge og fædreland.

 

Den danske er helt anderledes. Her står der som det første og mest centrale, at skolen skal tage udgangspunkt i den enkelte elev, og at det er lærerens opgave at få det bedste frem i den enkelte, fagligt såvel som menneskeligt.

 

Grunden til at der kan være så stor forskel på det danske og norske formål er måske, at Danmark har en mere end hundrede år lang tradition for privatskoler, hvor man ofte har set, at ny og anderledes undervisning er skabt til glæde og inspiration for eleverne og for skiftende undervisningsministre, der har mulighed for at kigge med fra sidelinien.

 

Det er dog ikke særlig sympatisk at skrive et og gøre noget andet. Når man beslutter sig for sådan et formål burde læreruddannelsen endevendes og skabes på ny. Hvor bliver der idémæssigt og konkret skabt det rum, der skal til i folkeskolen, for at læreren i det faktiske kan komme til at tage udgangspunkt i den enkelte. Jeg taler ikke her om, at der skal mange flere ressourcer til. Jeg taler om at man skal turde vove pelsen. Timestrukturen f. eks. - tjener den formålet eller ej, osv.

 

Da pelsen bliver vovet for lidt, bliver formålsparagraffen derfor let til en hensigtserklæring, som man enten kan lægge tilbage i skuffen indtil den næste udkommer, eller som den pligtopfyldende lærer kan begynde at arbejde ud fra, med den risiko at man må ende med at give op og i værste tilfælde knække halsen, fordi man ikke har opbakningen, mulighederne, strukturen osv.

 

En anden måde at se på en elev på er med udgangspunkt i klassen. Kenneth går i sjette klasse. Så ved man det, og man ved måske også en hel del om 6. klasse, - f. eks.: Det er skolens værste klasse - eller: i 6. klasse er der mange læsesvage elever - eller for at tage noget mere positivt: 6. klasse er vilde med fodbold (og her iblandt altså også Kenneth).

 

Man kan også se på Kenneth ud fra hans familie, og herigennem få opbygget sin forståelse for, hvem Kenneth egentlig er, og hvorfor han opfører sig, som han gør. Den sociale arv, eller det som præsterne med et slemt ord kalder arvesynden, kommer her ind i billedet. Derfor bliver det interessant at vide, om Kenneths far er morder eller professor. Om moderen har røget hash under graviditeten, eller om en af forældrene eller bedsteforældrene mangler et eller flere gener, f. eks. det gen, som tager sig af god opførsel.

 

Man kan også se på Kenneth som hørende til en del af klassens elever. Kenneth hører til de bedste i gymnastik. Eller mere negativt Kenneth hører til de værste i klassen. I den mere moderne pædagogik har man for bedre at kunne genkende og rubricere de vanskelige elever igen delt dem op i mindre grupper. F.eks. Kenneth tilhører gruppen af borderlinere.

 

Hvad en borderliner er, kan man læse om på seminariet, og første gang den nyuddannede, velforberedte lærer møder borderlineren Kenneth, får han mildest talt et chok, fordi Kenneth har efterladt sin leverpostejmad netop der, hvor læreren lige har sat sig. Læreren er total uforberedt og sender i nødværge Kenneth op i obs-klassen, hvor han så i fred og ro kan ligge på sofaen og læse tegneserier sammen med de andre obs-børn.

 

Man kan også vælge at se på Kenneth, som den han er. - Et menneske!

 

I sin egen ret, med sine egne forudsætninger, sin egenart, sine særheder, drømme og mod på tilværelsen.

 

Hver elev kommer således ligesom Kenneth til skolen med hvert sit udgangspunkt, og har sine særlige grunde til at gå på skolen og særlige ønsker om, hvad de vil have ud af det.

 

Mange er kommet fordi de søger nye udfordringer og oplevelser. De søger ofte væk fra en mere teoretisk skole hen til en skole, hvor de kan mærke, at der er gang i den.

 

Nogle kommer fordi noget er gået galt i skolen, hvor de gik. Nogle er blevet mobbet af andre elever, og en hel del kunne ikke følge med i fagene. Nogle er blevet smidt ud af op til flere skoler, og nogle har slet ikke gået i skole i det sidste et til to år.

 

En væsentlig årsag til, at det er gået galt er, at deres lærer ikke har haft mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte og altså heller ikke i dem.

 

Kenneth er en sprællevende dreng, som går på vores skole. En stor lømmel, der netop er fyldt 14, med filipenser i hele hovedet, og som kort før jul satte rekord på skolen, idet han fik kæreste nr. 4 indenfor et halvt år. Efter 14 dage opdagede vi, at han overhovedet ikke kunne læse og skrive, og vi fik sendt en tyk mappe af rapporter, hvor der også stod skrevet, at Kenneth læste som et barn i slutningen af 1. klasse.

 

Vi flyttede ham så fra 7. til 10 klasse, hvor en af eleverne Abdi, som hurtigt blev hans bedste ven, fik ansvaret for ham. Han vækker ham om morgenen, vasker op sammen med ham efter frokost og tager sig i øvrigt af ham, når han kommer i klammeri med lærere og elever.

 

Kenneth hjælper også Abdi. En dag i en matematiktime spurgte jeg Abdi, om vinkelen var spids eller stum. Det vidste han ikke først, men siger så korrekt, at vinkelen er stump. Jeg ser i øjenkrogen, at Kenneth bag min ryg gør tegn ved at slå ud med armene.

 

I fritiden elsker Kenneth fodbold og styrketræning. Han er bange for skolens heste, og da vi til jul fik to silkeaber, var han også hunderæd for dem. Han har et godt forhold til de fleste elever og lærere. Han foretrækker dog ofte ikke at gøre det, der bliver sagt.

 

Efter en måned ringede jeg til hans tidligere klasselærer for at høre noget mere om Kenneths læseproblemer. Man havde forsøgt alt fra læseklasse til en computer med staveprogrammer, som blev hans personlige. Forældrene havde bekostet et to måneders privat læsetræningskursus uden resultater.

 

I begyndelsen af 6. klasse havde Kenneth slået ud efter sin klasselærer, og det blev bestemt, at han skulle flyttes fra klassen. Derefter tilbragte han resten af 6. klasse i obs-klassen på sofaen med tegneserie efter tegneserie.

 

Ud over Abdi og de skiftende kærester elsker Kenneth en af lærerne på vores skole. Det er Vini, som er et herligt menneske, der lige er fyldt 60, og er skolens lærer i specialundervisning.

 

Hun tager sig af ham på godt og ondt, og starter hver time med at fortælle ham, hvor god han egentlig er til næsten alt. Selv den allermindste detalje kan hun finde frem, som han er god til. Hun har nogle gange små gaver med til ham. Vini elsker engle, hvilket man kan se ved, at de hænger overalt i hendes lille lokale. Den sidste dag før jul havde Kenneth en engel med til hende.

 

En dag kort efter efterårsferien kom hun løbende ind på mit kontor, mens hun råbte: Kenneth kan læse, Kenneth kan læse! Jamen, hvad har du da gjort, spurgte jeg forfjamsket, mens vi begge løb tilbage til hendes rum, hvor hun viste mig de fem linier, han havde læst af en 5. klasses læsebog.

 

Hun fortalte om, at han den foregående nat havde været alt for sent oppe sammen med Abdi, og at han derfor var dødtræt. Jeg gider ingenting, havde han sagt til hende, som han tit siger. Jeg går i seng, jeg går nu, blev han ved med at sige. Jeg smadrer dig, hvis jeg ikke må gå i seng.

 

Men Vini var mest ihærdig. Du bliver her, og du får først lov til at gå, når du har læst noget højt for mig. Det ved du godt jeg ikke kan, sagde han. Jeg gider ikke, og jeg går i seng nu. Men Vini fortsatte ufortrødent: Du får først lov til at gå, når du har læst noget for mig, blev hun ved..

 

Til sidst gad han ikke protestere mere, hvorefter han hev en 5. klasses læsebog ned fra hylden, slog op på en tilfældig side, hvorefter han i en fart læste 5 linier. Må jeg så gå i seng, spurgte han den forbløffede lærer, som med åben mund og polypper aldrig fik svaret ham.

 

Hans forældre nægtede at tro det, da Vini ringede, og de kom kørende den samme aften for at få syn for sagen. Men Kenneth var gået tidlig i seng den aften, så de fik sig i stedet en god sludder med mig. De var lige så optaget af noget andet, som Vini havde fortalt dem, nemlig at hun syntes, at Kenneth var en dejlig dreng. Moderen var ved at tude: Det er der aldrig nogen sinde en lærer, der har sagt til os før.

 

Således fra menneske til menneske.

 

Ingen anden lærer kunne lære Kenneth at læse. Han havde lært det selv og Vini fandt ud af det ved hjælp af udholdenhed, kærlighed og magi.