Et skrift: Kladde

Integrationsmiljøets vacuum effekt

af Lisbeth Krohn.


Hvad er et integrationsmiljø?


Vi har mennesker i alle aldre på skolen.
Mennesker fra alle verdens lande.
Mennesker af alle racer og med alle sprog.
Mennesker fra alle lag.


Måske er det lidt overdrevet.
Der er lande, hvorfra vi ikke har mennesker - Congo, f.eks..
Der er sprog, der ikke bliver talt på skolen, rumænsk f.eks..


Der er også aldersgrupper, der ikke er repræsenteret, oldinge og spædbørn f.eks..
I hvert fald lige for tiden. Det kan hurtigt skifte.


Men de er her fra alle lag og med alle mulige slags baggrunde og erfaringer. Det skifter ikke. Menneskene skifter. At de er forskellige på alle mulige måder skifter ikke.


Vi har altid lagt vægt på, at alle var velkomne.


Vi har aldrig gået op i, at mennesker skulle demonstrere deres adgangs-duelighed. Vi har heller aldrig hæftet os ved, hvem der evt. havde skrevet hvad om dem fra deres tidligere liv.

 

For os er mennesker ikke sager eller stemplet af deres gener, fortid eller kultur.

 

For os tæller det, at menneskene gerne vil være med på skolen.

 

Så er det skolens opgave - dvs. lærernes og elevernes - at tilrettelægge skolehverdagen og programmet, således at de forskellige mennesker kan få fat med respekt for deres forskelligartethed og med hensyntagen til deres særlige behov.

 

Det er også skolens opgave at sørge for, at miljøet på skolen bliver godt.
Det betyder, at lærere og elever sammen skal være garanter for miljøet - at det ikke bliver råt eller overfladisk, men i stedet præget af, at der bliver lagt til og fra - plusset og minusset - sat til og hentet - divideret og ganget - og at slutresultatet bliver, at det menneskelige overskud får gode vækstbetingelser.
I et miljø af denne slags kan der integreres mennesker, der ikke har et overskud i almindelig forstand. Mennesker, der er syge; kriminelle; ordblinde; incestramte; svigtede; uanbringelige.

 

Der kan også integreres professortyper, der bare altid har gjort det hele helt rigtigt.

Eller stille og generte, der trænger til nye udfordringer.
Eller normalt glade børn, hvis forældre bare lige er blevet skilt.
Eller enebørn, der er blevet for forkælede.
Eller utilpassede.
I et sådant miljø er der plads til alle.

 

Det er først og fremmest lærernes opgave at stå vagt om det gode miljø.

 

Dette er altså et integrationsmiljø.

 

Hvorfor vil vi have et integrationsmiljø på skolen?

 

Fordi de mennesker, der er at finde i et integrationsmiljø, lige så vel kunne findes i et ganske almindeligt udsnit af virkeligheden. Sådan ville mange nabolag se ud, hvis de fik lov.
Hvis ikke de skulle ligne noget helt andet.
Hvis ikke der i folderne af de traditionelle samfundsmæssige og menneskelige normer lå de "pæne" opfattelser af, hvordan livet er: som at forbrug i sig selv rummer kilden til lykke; som at vi alle ligner Robert Redford eller Julia Roberts om ikke uden på, så i hvert fald da inden i; som at alle ulykkerne rammer de andre, bare ikke min familie; som at hos os er der ikke noget, der knirker, her står det hele på sin omhyggeligt arrangerede plads.

 

Et integrationsmiljø er blot en velgennemtænkt organisering af en gruppe mennesker, der ikke er specielt udvalgt, men som har fundet hen på skolen af interesse for programmet, tiltrukket af det miljø, der her skabes, og som de kan få lov at være i og udfolde sig i - fri for de traditionelle opfattelser af hvem der dur og ej, fri for rusgiftene, fri for forstillelse - fuld af liv, lyst og lærdom.

 

Nu flytter vi fokus til den enkelte elev.

 

Nu beskriver vi, hvordan dette integrationsmiljø kan have en vacuum-effekt på den enkelte. Det gør vi med et eksempel.

 

Brian er vokset op på Sjælland. Har gået i specialskole. Har prøvet grænser. Får medicin. Har lavet røveriske overfald. Har været spærret inde på en sikret plads, men selv derfra smidt ud af pædagogerne. Sad til sidst i Vestre Fængsel som 17-årig. En rod. Helt og aldeles uanbringelig. Umulig at bevæge. Måske endda farlig.
Indmeldt på skolen som en del af klassen. Med i skolens integrationsmiljø. De første måneder ihærdig afprøvning af, om vi kunne stå for mosten og blive ved med at mene, at der er en ramme, der hedder "Du kan ikke blive smidt ud".

 

Vi klarede den.

 

Han fik fat.

 

Nu her - 6 måneder senere - er han netop kommet hjem fra 6 ugers rejse i Zimbabwe og Malawi.
Inden afrejsen tjente han sammen med de andre penge til at finansiere rejsen.
Han var med til at samle penge ind til TCE.
I Bindura arbejdede han og de andre sammen med mennesker, der havde modtaget deres indsamlede penge. Han og de andre havde også klunset sportsudstyr, som de havde med til dem. De var med til at sætte en skole for forældreløse børn i stand.
Han var også alene sammen med en Field Officer på arbejde.
Det gjorde et kæmpe-stort indtryk på ham - og på de andre, han rejste sammen med.
De boede på Ponesai Vahnu. Ved afrejsen gav han sammen med de andre udtryk for, hvad han syntes, at det havde betydet. Sammen med de andre drenge sang han Kim Larsen sange. Ingen forstod teksten. Hvad der var godt, for indholdet var temmelig fladt. Men det var heller ikke det, der var pointen. Pointen var, at han sammen med de andre øvede sig på at fremføre et underholdende indslag, der kunne glæde værterne, som tak for den store gæstfrihed, de havde udvist.
Han holdt også en tale. På engelsk. Heri udtrykte han stor beundring over det arbejde, som han og hans klassekammerater havde set blive udført.
Efter rejsen skal han fortsætte sit skoleprogram sammen med de andre.
Han har meldt sig til eksamen i 5 HF-fag. Det skal han så til sommer.

 

For et halvt år siden så livet anderledes ud for Brian. Han skulle hverken til Afrika, arbejde, og især da ikke studere noget som helst. Han vidste ikke, hvad HF var.
Det ved han godt nu. Han kender pensummet til sine fag. Han er noget nervøs over, om han nu kan nå det hele. Men han ved, at der er nogle af de andre, der skal op i de samme fag, så han går efter, at de kan følge de samme krydslister for studieopgaverne - så mon ikke det går?

 

Det sidste halve år har Brian været udsat for integrationsmiljøets vacuum-effekt.
Der er hele tiden en plan, der ikke tager udgangspunkt i ham, men som følger store visioner og går efter store mål. TCE-indsamling. Rejseindtjening. Byggeentreprise. Arbejde i en afrikansk landsby. Fatte hvad der skal til for at stille noget op imod AIDS. HF.
Og samtidig er der en plan, som han selv lægger, og som tager sit udgangspunkt i ham. Men den bliver ikke lille, for alt det andet foregår ved siden af ham. Den starter med, at han skal komme op om morgenen, og den går videre med, at han skal op til eksamen i 5 HF-fag.

 

Brian nyder godt af integrationsmiljøet.

 

Det allerbedste ved det hele er, at han ved sin egen færden danner ny vacuum.
Som han selv siger til Kristina, der er en intellektuelt dygtig, meget stille pige:
"Hvis nu du lærer mig, hvordan man skriver sin plan op, så skal jeg lære dig at få lidt mere gang i den".