Et skrift: Kladde

Lærerne opgiver aldrig eleverne

af Inger Hovde.


OL på Tvind: ZumbaDer er ingen grund til at forklare, hvad det vil sige at opgive andre mennesker - eller hvad det vil sige selv at blive opgivet af andre. Det er noget, vi alle umiddelbart forstår.

For hver enkelt lærer og for lærerrådet gælder det:


OPGIV ALDRIG EN ELEV.

Vi har haft en elev, der havde været 35 forskellige steder fra han var 4 år til han kom hos os som 11-årig. I snit 5 forskellige "hjem" om året, med alt hvad dermed følger. Hvis I tænker, at han har brug for et sted at være og gå i skole, hvor han ved, at han ikke bliver opgivet, så har I ret!

 

Hvorfor opgiver vi ikke denne dreng?

Det er dels for hans egen fremtids skyld, men også for at finde det i programmet, hos os selv og i de andre, der gør, at han kan få det godt og komme til at udvikle sig. For heri finder vi også sande menneskelige kvaliteter, der under alle omstændigheder i menneskelivet vil få betydning for os selv som personer, for dem, vi omgås og for de omgivelser, vi er med til at præge.

 

Hvordan gør vi?

I forhold til Jonathan gjorde vi MEGET. Det tog 4 år, før han begyndte at arbejde med at læse og skrive og regne. Han skulle først tro på, at han ikke blev opgivet.

 

Hans opfattelse af, at han var et menneske, der kunne noget, skulle opbygges, samtidig med at han skulle lære, hvad han skulle.

 

Han skulle væk fra hjørnet i værelset, hvor han ville sætte sig som en lille abeunge, der var blevet forladt.

Han skulle snakke i stedet for at komme med underlige lyde.

 

Dyr ville han eksperimentere med, se hvor lang tid, han kunne lege med dem (pine dem), før de døde.

Han skulle lære at vaske sig, skifte tøj. Når vi troede, at vi var kommet dertil, så nægtede Jonathan at gå i bad eller at skifte tøj. Om igen!

 

Han skulle ind i en rytme, hvor han sov, når andre sov og var vågen, når andre var vågne. Der skulle altid være en voksen i nærheden, når han ikke sov om natten, for at holde øje med, at han ikke lavede noget farligt. F. eks. ville han stjæle dåser med mad i maddepotet, og var han så sulten om natten, kunne han finde på at lave hul i en dåse og måske tænde ild for at varme maden.

 

Jonathan ville ødelægge de ejendele, vi troede, han satte pris på.

 

Han ville ikke spise sammen med de andre, men kun på værelset.

 

Jonathan ville bevæbne sig med hvad som helst, hvis nu..... og gemme sine våben de utroligste steder. I huller i sin madras, f.eks.

 

Jonathan blev VORES opgave - ingen andre havde villet have den. Alle andre havde opgivet den.

Først rejste moderen fra faderen, hun tog to mindre søstre med, og Jonathan blev hos faderen, som, viste det sig, drak for meget.

 

Faderen havde låst Jonathan inde i et skab, når han havde besøg, så ungen ikke var i vejen. En gang imellem kom drengen ud, men han blev også ofte glemt og måtte så også bruge skabet som toilet.

 

Myndighederne tvangsfjernede drengen; men plejefamilien kunne ikke "rumme" en så anderledes dreng, og så....... ja, så kørte rouletten indtil Jonathan, efter 34 ophold andre steder, kom hos os som 11-årig.

 

På alle andre steder ville Jonathan sikkert på dette tidspunkt i den tilstand, hvori han befandt sig, have fået en diagnose af den type, psykisk syge mennesker får. I stedet fik han hos os et hjem, hvor der blev taget sig godt af ham.

 

Hans skolegang her begyndte med, at han havde fået fortalt en historie om Loch Ness-uhyret, som han indvilligede i at ville tegne i skolen. Tegningen blev et af hans bedste ejendele, det første arbejde, han havde lavet i en skole.

 

Han så film om Rob Roy, den skotske frihedskæmper og legede i længere tid, at han var Rob Roy. Lod håret gro, ønskede sig brændende en kilt, så vi købte en ternet damenederdel, som han klippede til den længde, han ville have. Resten brugte han som halstørklæde.

 

Han ville gerne høre mere om den skotske frihedskamp. Vi fandt billedbøger, kopierede og skrev lette tekster, som Jonathan lærte at læse.

 

Han lavede skattekort med tegningerne af, hvor skatten kunne findes, og vi fandt en træfigur, som han havde snittet. Nu formåede han at tænke på andre, som han ville glæde. Han var da 14 år.

 

Ved at vi tog helt særligt udgangspunkt i Jonathan, lod ham komme ind i varmen og brugte megen tid sammen med ham, blev det efterhånden muligt for ham at være med i dele af programmet.

 

Ind imellem stenede han 200 agerhøns hos naboen.

 

Lavede knivkast i al træværk på sit værelse.

 

Skar sine madrasser op.

 

Brændte huller i sig selv utallige steder.

 

Og meget mere, som også næsten er unævneligt.

 

Jonathan var hos os i 5 år, så ville myndighederne ikke betale længere. Han var nu 16 år og skulle bo på et ungdomspensionat.

 

Tror I, det kunne gå?

I et år holdt han sig fri af problemer. Han blev arbejdsdreng hos en cykelsmed, men da han ikke kunne fortsætte med det, var der ikke rigtigt noget for ham. Han kontaktede sin far, nu skulle de finde ud af noget sammen.

 

Det gik ikke. Jonathan blev skuffet nok engang, begik et indbrud for at skaffe sig et våben, som han sagde. Han vidste ikke hvorfor; men det er altid godt at kunne forsvare sig!