Et skrift: Kladde

Om økonomien på skolen som en del af programmet

af Lotte Løfler

 

Vi har eksperimenteret på mange måder gennem årene med hvordan vi deler skolens økonomi med eleverne. 
Oftest har det betydet, at skolens forstander sammen med lærerrådet har fastsat det månedlige rådighedsbeløb for klassernes og ansvarsgruppernes aktiviteter.

 

Så ved eleverne sammen med deres lærere, hvad de kan bruge.

 

Pengene udtrykker deres mulighed for at gøre sig forestillinger, skabe forbedringer, skaffe værdier og værktøj til de planlagte aktiviteter. De har noget at agere med.

 

Sportsudvalget kan se nogle måneder frem og planlægge hvilket sportsudstyr, der skal indkøbes, og hvilke stævner skolen skal deltage i. De oplever ærgrelsen, når noget af udstyret bliver væk, glemt på sportspladsen, går i stykker. Så holder investeringsplanen ikke. Opmærksomheden omkring værdierne bliver større, påpasseligheden bliver større og sat i system.

 

Weekendudvalget kan lave programforslag til fællesmødet. Budgettet skal være en del af forslaget, for at det er klar til præsentation og vedtagelse. Planerne er i udgangspunktet ofte større end økonomien kan holde til. Det kalder på større idérighed, billigere og mere sparsommelige løsninger og næsten altid mindst lige så gode programmer. Det bliver pludselig klart for udvalget, hvad transport koster, hvad entré på spændende udstillinger koster, og nysgerrigheden efter at finde muligheder for billigere programmer mod at kunne spare op til større arrangementer i fremtiden bliver stor.

 

Det er vigtigt at inddrage eleverne i økonomisk forvaltning, fordi alle mennesker har brug for at kunne forvalte penge i deres liv, og mange er alt for dårlige til det. Derfor har eleverne krav på, at vi deler denne del af skolens liv med dem.

 

Hvis det alene er et spørgsmål, som skolens forstander har med at gøre, snyder vi elever og lærere for at tage del i denne fornøjelse og snyder dem fra at lære færdigheden at få mest muligt ud af pengene.

 

Mange forældre har store diskussioner med deres børn om penge. De har voldsomme sammenstød, og det er sjældent, at det er lærerige konflikter, der munder ud i en fælles forståelse. Mere almindeligt er det, at familiestridigheder om penge ender med, at den mest stædige og udholdende part vinder.

 

Det er skænderier om penge til tøj og lommepenge, der er de væsentligste.

 

Det er faktisk ærgerligt, da de unge kunne lære en masse ved i stedet at blive gjort ansvarlige. Og det er en lærdom, de har brug for om få år, hvor de skal forvalte deres egen livsførelse alene eller i et fællesskab med andre.

 

Et af de områder, der betyder meget på skolen, er de rejser, som årsprogrammerne tilsiger klasserne. Planlægning af disse rejser er en rigtig god lejlighed til at have økonomien i højsædet.

 

Vi har på vores skole 1000 kr. pr. elev om året til rejser. For de penge kan klasserne lægge planer.

 

Da rejserne er et meget stort højdepunkt i skoleåret, sætter rejseplanlægningen altid gang i de mest eventyrlige forestillinger.

 

De fleste klasser vil gerne på rejser, der kræver mere end 1000 kr., og det er da også en tradition, at klasserne så enes om at tjene penge ind til den del af budgettet, der overstiger 1000 kr.

 

Vi fastsætter et stort fællesmøde i september, hvor klasserne har haft to uger til at forberede oplægget om deres klasses rejser. Det er oplæg, der skal indeholde rejsens formål, rejserute, planer for rejseperioderne dag for dag, praktisk gennemførelse og budget for rejsen.

 

Der er en meget livlig aktivitet på skolen i dagene op til fællesmødet. Klasserne arbejder ihærdigt på forslag. Kravet om et udarbejdet budget er en rigtig god regulerende og kvalificerende faktor ved planlægningen.

 

Et år havde 8. klasse planlagt, at de ville til Pakistan. Deres lærer var pakistaner, så inspirationen var ligetil. Deres økonomiske argumentation var, at de kunne bo meget billigt, fordi de kunne bo hos lærerens familie, og at de kunne få billige billetter gennem Lennarts mor, der arbejdede i lufthavnen. De var enige om at ville tjene ekstra penge uden dog at havde regnet budget og indtjening ud. De var meget stolte af oplægget, og gik glødende ind for det.
Fællesmødet ville se økonomisk dokumentation. 8. klasse forklarede, at de ville sælge blomster, men de havde ikke regnet ud hvor mange, eller hvor lang tid de skulle bruge, og om de så ville afstå fra at tage med resten af skolen på skitur til Norge i marts måned. Stemningen på mødet var høj og imødekommende, og alle ville gerne komme med gode råd og forslag til denne store plan. Det blev besluttet, at klassen skulle forbedre oplægget inden fællesmødet kunne sige god for det.

 

9. klasse skulle på 3 ture - på studietur til Berlin, på skitur til Norge og på sprogtur til England. Det hele var noget mere overskueligt rent økonomisk. Oplægget var bedre gennemarbejdet. Et par kvikke elever i 10. klasse fik dog øje på, at de havde glemt at regne returturen fra England med i budgettet. Det væltede en del i planen, da det blev tydeligt for alle, at rejsen over kanalen var det dyreste ved turen. Forskellige elever nævnte, at det var dumt at bruge så mange penge på transport. Kunne man ikke få lige så meget ud af en rejse uden færge og bro. Om igen for 9. klasse.

 

8. klasse kom tilbage med oplæg. Der skulle sælges meget store mængder af blomster i mange, mange timer. Diskussionen om blomstersalg blussede op.

 

Hvor mange blomster kan man nå at sælge i timen - hvor mange mennesker skal spørges, hvis hver 10. siger ja - hvor meget profit kan man få på en blomst.

 

Det blev interessante diskussioner. 8. klasse blev bedt om at genoverveje deres plan og udarbejde en personlig indtjeningsplan for hver elev i klassen og klassen samlet.

 

På det efterfølgende fællesmøde en uge senere havde 8. klasse nyt oplæg klar. De havde regnet efter og meddelte, at de kunne tjene pengene til rejsen. MEN de havde besluttet, at den tid de skulle bruge sammenholdt med skolens øvrige fritidsprogram var for omfattende. De ville hellere have mere tid til fodbold, svømning, musik mm.

 

Rejseplanerne var nu ændret til en Danmarksrejse i efteråret, og så havde de slået sig sammen med 9. klasse om Englandsturen. På den måde sparede begge klasser penge, og fik en masse andre fordele.

 

Det var et dejligt lærestykke i gøre økonomien virkelighedsnær.