Et skrift: Kladde

Om at sætte sig store mål

af Lotte Sørensen.


Da Patrick kom hen til vores skole i august, stillede han virkelig ikke mange krav til det ny, han skulle til. Han var lige blevet smidt ud af et opholdssted, han havde været grov over for lærerne, han havde stjålet nogle knallerter nede i byen, og han havde lokket de mindre elever på opholdsstedet til at stikke af med ham. 3 måneder gik han på opholdsstedet, så gik det ikke længere, og hjemme kunne han ikke være.



Sådan en dreng stiller selvfølgelig ikke ret store krav til det ny, han møder. Han møder det ny med en indgroet mistillid. Godt nok siger de voksne mennesker til ham, at her kan han ikke blive smidt ud, men hvad mon det nu betyder? Mon de kender ham godt nok, tænker han. Mon ikke de snart bliver trætte af ham, også?

 

Han må da også indrømme, at skolens program lyder ret spændende, men mon nu det virkelig passer? Og lærerne, er de lissom det sidste sted. Vil de heller ikke kunne forstå ham. For slet ikke at snakke om hans ny skolekammerater. De ser bare så store ud nogle af dem, nogle af dem er sorte, nogle af dem snakker jysk.

Der er ikke så underligt, at Patrick ikke satte de største mål for sig selv, da han kom til skolen.

 

Starten var vel heller ikke for god. En af de første dage var det ved at gå gruelig galt. Patrick skulle tage opvasken sammen med en af de andre drenge, men han gad ikke. Det hjalp slet ikke, at en af lærerne sagde, at han skulle. Han vidste da ikke, hvordan han skulle vaske op. Godt nok vidste den anden dreng, han skulle vaske op med, hvordan man skulle gøre det, men Patrick gad ikke. I stedet løb Patrick ud i skoven, ringede hjem til sin mor og sagde, at de tvang ham til at vaske op og sagde til sin mor, at han ville slå sig selv ihjel, hvis hun ikke kom og hentede ham lige med det samme.

 

På den måde var opvasken ved at tage livet af Patrick få dage efter, at han var startet hos os. Heldigvis for Patrick gik det aldrig så galt. Da Patrick begyndte at fryse, fandt han over til de andre igen, og han tog opvasken sammen med den anden dreng, som det hele tiden havde været planen. Han fik sig også nogle gode venner, som fortalte ham, hvordan det hele foregik. De hjalp ham over til undervisning, han kom også til sport om eftermiddagen og til svømning om aftenen og fandt ud af, hvor støvsugeren stod, da han skulle gøre rent om aftenen.

 

Et par uger efter at han var kommet, var Patrick godt med i undervisningen. Han syntes selv, at han nærmest var verdensmester til det hele, det gik jo meget godt. Lærerne sagde godt nok ind imellem, at han var meget fræk, men så galt kunne det jo heller ikke være, for allerede efter tre uger skulle han aftale med to af lærerne, hvad han skulle lære de næste tre måneder. Det havde han aldrig prøvet før, men han syntes faktisk, det var spændende. Lærerne havde skrevet ned, hvad de mente, han kunne allerede nu, og så havde de skrevet ned, hvad de syntes, han skulle lære de næste tre måneder. Det var ufattelig meget, syntes Patrick. Det var nogle meget store mål, de havde sat for ham, men han måtte indrømme, at det ville være godt at kunne. Og når lærerne nu sagde, at han ville kunne lære det hele, hvis han anstrengte sig for det, så blev Patrick enig med sig selv og med lærerne om, at det var nogle gode mål, han havde for den næste tre måneders periode.

 

Hver tredie måned laver læreren en ny tre måneders plan for eleven. Efter de tre måneder tager de igen stilling til, om det nu er gået så godt, som de havde forventet og på denne baggrund laver de en plan for de næste tre måneder. Undervejs kan eleven hele tiden følge med gennem den ugentlige status, hvor han kan se, hvor mange point han har fået i ugens løb. På den måned bliver eleven mere og mere delagtig i sin egen udvikling og oplever, at det først og fremmest er hans eget ansvar, at der sker en udvikling.

 

Det er på denne baggrund, at vi kan sætte store mål. Når læreren er overens med eleven, når eleven har indset, at der ikke er noget, der falder ned fra himlen og at der ikke er meget andet end blade, der kan plukkes på træerne - så er grundlaget lagt for at sætte målene.