Et skrift: Kladde

Om betydningen af at tage del i verdenshistorien

af Lotte Løfler.

 

Vi har altid delagtiggjort eleverne i verdens store spørgsmål. De skal forstå, at mennesker med en ordentlig etik gør modstand, når de stilles overfor uret, overgreb, fattigdom, sygdom og lignende uretfærdigheder og dårligdomme, som mennesker må se af få afskaffet. 
Vi gør selv modstand overfor denne slags fænomener - det skal vi også give eleverne mulighed for at være med til.


Set over en årrække har vi praktiseret flere forskellige aktionslignende aktiviteter med børnene og teenagerne på de europæiske skoler.


På de rejsende højskoler i Skandinavien og Europa er dette hele hovedindholdet af programmet, som uddanner unge og voksne mennesker som Development Instructors og bringer dem i arbejde for udvikling i verdens fattige lande. Herigennem stiller de sig direkte i forhold til udviklingen i den del af verden, hvor uretten er størst.
Her vil jeg skrive lidt om nogle af de programpunkter, som vi har gennemført på børne- og ungdomsskoler i Danmark.


At tage del i verdenshistorien betyder bl.a. at sætte sig aktivt i forhold til mennesker i den del af verden, hvor størst uret gør sig gældende - f.eks. i det sydlige Afrika, i Indien, hvor hundreder af millioner mennesker lever i nød og under dårlige vilkår. Det kan også være at sætte sig i forhold til begivenheder, der finder sted lige her, hvor vi selv lever - f. eks. mellem de "gamle" danskere, som altid har boet her i landet - og ligeledes "nydanskerne" blandt etniske mindretal i Danmark.


I begyndelsen af 80`erne begyndte en række skoler at samle ind til kampen mod apartheid i det sydlige Afrika. I løbet af og i slutningen af 80`erne deltog skolerne også i aktioner mod racisme i vores eget land, og i kampagner imod krig. Fra 90 og fremefter mødte vi mennesker fra Østlandene, efterhånden som disse lande blev åbnet op - så det nu var muligt at rejse frit bagved det tidligere jerntæppe. Desuden fandt der også her en meget stor åbning sted overfor de øvrige lande i Vesteuropa gennem optagelsen af mange europæiske elever på skolerne. Samtidig begyndte også skolerne praktiske aktioner til støtte for udviklingen i frontlinjestaterne i det sydlige Afrika og rejser med praktisk u-landshjælp i Indien. År 2000 blev starten på kampen mod HIV/AIDS i det sydlige Afrika ved indsamling til TCE-programmet.


Hvorfor er det så, at vi tager eleverne med os i disse bestræbelser på at gøre uret til ret?
Dels brænder vi selv for det. Vi aktionerer selv, fordi det er påkrævet. Vi har forstået, at dette er den etiske fordring, som vi står overfor.


Dels har eleverne ret til at få stillet den mulighed og forpligtelse til rådighed, som helt almindelige mennesker har for at stille sig aktivt i forhold til denne verdens hovedspørgsmål.


Dels er der presserende brug for indsatsen overalt.


Der skal bruges mange penge til at løse verdens fattigdomstrussel. Midlerne findes i verden, men de skal kanaliseres de rigtige steder hen. Det kan vi være med til, og det skal der være mange om. Og vores indsats nytter. Dette er det værd at lære den næste generation.


Praktiske eksempler


1. March mod racisme i Danmark.


Vi underviste i spørgsmålet på skolerne. Oplæg, diskussioner, gæstefortællere, besøg hos tyrkiske, pakistanske, marokkanske, jugoslaviske familier. Oplevelsen af racismens lurende fare blev hentet og forstået af elever og lærere. Diskussioner blev taget, også tæt på, omkring hvordan vi selv behandler mennesker, der er fremmede på den ene eller den anden måde.


Kontrasten mellem eksempler på danskernes behandling af flygtninge og så vores egne erfaringer fra de selvsamme lande, som disse flygtninge kommer fra - og hvor vi er kommet som gæster - var stor. Der blev vi modtaget med åbne arme og en gæstfrihed, der varmede.


Vi tog beslutningen på skolerne om at aktionere. Det skulle være festligt og fornøjeligt, men tydeligt.
En række skoler arrangerede en 20 km lang mach fra Ishøj til Kultorvet i København.


Hjemme fra hver skole blev der produceret bannere med slagord, en skole fik fremstillet badges, sange blev indøvet. Alle mødtes i spændt forventning. Nogle syntes det var mange kilometer at gå, andre var lidt nervøse for negative tilråb, alle var spændte og forventningsfulde - hvad ville der mon komme ud af det?


Marchen var god, humørfyldt, syngende, fredelig. Der blev lagt mærke til os. På Kultorvet kom en række kendte inviterede kunstnere, der optrådte for at samle opmærksomhed om arrangementet. Gadeteaterstykker, som skolerne havde øvet hjemmefra, blev opført.


Efter en strålende dag vendte alle tilfredse hjem. Med sig bragte de følelsen af, at det er en vigtig ting at gøre sine standpunkter klart indenfor sådanne humanistiske spørgsmål. Alle følte glæde ved at vise, at de havde valgt klart side i denne sag.
 
2. Mødet med Berlin bag den faldne mur.


I 1990 blev Berlin et mål for mange skolers besøg. Nu var det tiden at overvære den politiske og menneskelige betydning af murens fald.


9. klasse overværede med undren pedellen på den østtyske skole brænde skolebøger af i skolegården. De var udgivet på kommunistiske forlag, og måtte ikke længere bruges! De mødte en by, der på den ene side af murens brokker var som de fleste vesteuropæiske storbyer, på den anden side var fattigere, mere grå, mere forfalden. Mange samfundserfaringer og diskussioner blev indkasseret i denne forbindelse. Vi fik på skolen meget ud af, at Europa befandt sig i et større skisma. Mange fik venskabsskoler her, og oplevede hvordan Berlin blev fyldt med byggekraner og udviklede sig til en af Europas største byggepladser for fornyelse i løbet af det kommende årti.


3. Europæisering af skolebilledet.


I løbet af 90´erne startede vi en europæiserings-bølge på skolerne: Skolerne optog elever fra andre europæiske lande. Det blev starten på et fantastisk og berigende møde mellem unge mennesker af forskellig kulturel baggrund indenfor rammerne af en skole, der ønskede at se verden som én. Udover elever fra europæiske lande, kom også unge fra især England og Holland til skolen som frivillige for at arbejde et år, og bragte deres traditioner med sig.


Hverdagen på skolerne blev løftet af en international stemning. Nye elever på besøg på skolen blev overrasket, når de i spisesalen hørte, at samtalen ved bordene var på dansk, engelsk, tysk, spansk, islandsk, grønlandsk, flamsk - og dertil kom arabisk og farsi.


4. Kampen mod uret i det sydlige Afrika.


De første indsamlinger til fordel for udviklingslandene fandt sted under U-landshjælp fra Folk til Folks fane. Skolerne deltog i "Adresseindsamling": Indsamling af tøj, møbler og nips hos familier, der gerne ville støtte kampen mod fattigdom i den 3. verden. Det blev kombineret med studier, diskussioner, film, undervisning i de aktuelle forhold for mennesker i det sydlige Afrika. Statistik og tal blev lært, eleverne fik forstand på en lang række kontinenter og lande, de lærte om fattigdom, og fik diskuteret med mange danskere og med hinanden, hvordan mennesker i vores del af verden kan tage fat om nogle af verdens store problemer.


Derefter fra dør til dør med adresselister. Havde folk tøj eller andet at giv, blev de skrevet på listen med navn og adresse. En pose til giveren og et løfte om at hente effekterne 2 dage senere.


Hjemme på skolen samles listerne sammen og adresseantallet gøres op. To dage senere kommer det store øjeblik - hvor mange af de opskrevne adresser gav faktisk noget i posen: En såkaldt "god adresse"? Den samlede aktion varede én intensiv uge om året og førte til et flot resultat.


Tilsammen har skolerne samlet store værdier ind til genbrugscentrene. Her er det indsamlede blevet omsat, og pengene er gået til skolebyggeri, til børnehjælp, til sundhedsarbejde og andre u-landsprojekter i den 3. verden.


5. Praktiske projekter i Indien.


Nogle af de ældre teenageklasser har rejst til Indien. Dels for at møde befolkningen i et af verdens folkerigeste og fattigste områder og dels for at deltage i et praktisk projekt. Hjemmefra har de studeret forholdet mellem i-lande og u-lande, de har lært om Indien, og de har tjent penge til flyrejsen til Indien. Altsammen en ekstraordinær indsats i forhold til en helt almindelig skolegang.


På forhånd blev der indgået aftaler med Humana People to People om det praktiske projekt.


11. klasse fra 3 skoler rejste i nogle år afsted sammen. De ankom til Delhi og mødte en verden så forskellig fra vores og så fattig, at det gjorde uudsletteligt indtryk. De var på oplevelse og studier i landet i en uge og gik derefter i gang med projektet. Det kunne f. eks. være byggeri af latriner i en landsby eller etablering af spildevandssystemer, praktiske lærestykker i at forstå, at hygiejne er et problem, som mennesker kæmper med i mange lande, og at det er noget, vi kan gøre noget ved.


6. TCE - Total Control of the Epidemic.


I år 2000 gik startskuddet til denne aktion iværksat af Humana People to People.
24,5 millioner mennesker syd for Sahara er smittet med HIV eller lider af AIDS. Epidemien er ude af kontrol i dette område af verden.

 

TCE-programmet koster 1 USD per person om året i 3 år. Et TCE-område består af 100.000 mennesker, der under ledelse af 50 Field Officers ved egen, men organiseret indsats, skal befri sig selv for HIV/AIDS i løbet af de 3 år. Der er således ansat en Field Officer for hver 2000 mennesker i området, som har arbejdet som katalysator for, at befolkningen opnår den tilsigtede kontrol med HIV virus og AIDS.


TCE programmet har som grundsystematik, at hvert menneske i det sydlige Afrika dækkes ind - en efter en, helt systematisk - af programmet.


Skolerne besluttede i sommeren 2000, at vi gennem skoleåret fælles ville indsamle penge nok til at ét TCE-område i ét år - det vil sige 100.000 USD eller ca. 800.000 kr.


Med pengebøsser, badges, caps og oplysningsaviser gik vi på gaden i en uge i august og igen på den internationale AIDS-dag den 1. december. Aktionen lykkedes. Elevernes opbakning til denne indsats var fantastisk, og resultatet målt i kroner ligeså. Året er ikke gået, men der er ingen tvivl om, at målet vil blive nået.
Undervisningen har været 100 % konkret og livsnær. Budskabet er gået lige ind.


Det er godt og rigtigt for eleverne at være med til. En del af vores elever er selv vant til at modtage alle mulige former for hjælp. Nogle af disse udtrykker direkte, at de er glade og lettede over, at de selv kan være med til at hjælpe andre.