Et skrift: Kladde

Skolen uddanner alle elevens sider

af Hanne Vesterborg


Dagskolen i TvindUd fra en ideel betragtning, så lærer mennesker sig alt det, de virkelig ønsker at lære sig, og alt det de virkelig har brug for at lære - altså hvis de har den fornødne tid til det, og hvis de har muligheden for det.


I naturen lærer dyrebørnene meget hurtigt at finde foder, at klare sig i forhold til andre angribende dyr, at finde ly for kulde eller varme, men de overlever kun hvis de i starten får hjælp via de voksne dyrs eksempel og beskyttelse, indtil de kan selv. I naturen er det ret enkelt og indlysende, hvad der er brug for at lære for at klare sig, så enkelt et det ikke at være et menneskebarn! Skal man som menneskebarn mere end overleve, klare sig godt, få en hel masse ud af tilværelsen og få udrettet noget større end en selv, så skal der mere til end det, som det enkelte menneske ser, opdager og overskuer. De voksne, som skal inspirere, sætte muligheder og visioner op, skabe eksempler, skal både være familie og lærere.


Som lærer påhviler der én et professionelt ansvar for at sætte en verden af muligheder op, som rækker langt - også ud over, hvad man selv har kunnet skabe det til. Hver gang må man tro på den ideelle situation, hvor alt forventes - og alt er muligt at nå uden skelen til begrænsninger. Sådan må hvert eneste menneske starte med forestillingen om en uendelig stor mængde af elementer af viden og kunnen, som man kan forestille sig at skulle tilegne sig: springe højdespring, lære fysikkens love, skrive korrekt engelsk, være robust, sikker både i hovedregning og brug af regneark på edb, kunne skære i smig, have et sympatisk væsen, kende alle verdens nationer, læse romaner, forstå motorens virkemåde, løbe 5 km just like that, have nemt ved det danske sprog, forstå humor, arbejde med edb, samle el-stik, gennemskue fup og fiduser, færdes hjemmevant i naturen på alle årstider, være effektiv og produktiv, kende Europas historie, klare både medgang og modgang, kunne glædes ved musik, turde danse, se sammenhængen i verden, kunne sætte i system og holde orden, forstå egetansvar, kunne lytte, værdsætte arkitektur, respektere andres synspunkter, male og lakere, dække et indbydende bord, forstå ansvaret for hele verden og ville yde sin del til denne og meget meget mere.


Skolen skal altså uddanne alle elevens sider, de åndelige og de praktiske, de faglige færdighedsprægede og de personlige menneskelige egenskaber - og de fysiske og de intellektuelle.


Hvad hjælper det, om man mestrer 3 fremmedsprog, hvis man er en doven arbejdskammerat? Hvad glæde har man af at kunne tysk grammatik, hvis man får problemer med at skulle rense et stoppet afløb? Mangler der ikke noget, hvis man er ekspert i edb-programmer, men ikke er til at stole på? Er det tilstrækkeligt at kunne matematik - og ikke turde prøve at løbe på ski?


Vi vil uddanne hele mennesker, som har mod på at gå i lag med det, som en given opgave eller situation kræver. Vi vil gøre os umage med at bibringe eleverne menneskelige egenskaber, som gør dem til aktive udadvendte personligheder. De skal have mødt værdier som ærlighed, ordholdenhed, ansvarlighed. De skal have prøvet glæden ved fysisk udfoldelse. De skal kende til stoltheden ved at skabe noget, hvad enten det er at istandsætte og male i smukke farver, eller anlægge en have eller opsætte en gribende skuespil.


Som lærer skal man altså interesse sig for alle tilværelsens mange facetter, og se det som sin opgave at bringe så meget som muligt af dette ind i skolens liv. Uanset fag- og timetalskrav, pensum, elevernes alder og modenhed, så skal det spekter, de møder på skolen, være bredt. Spektret skal selvfølgelig helt sikkert dække de grundlæggende skolefærdigheder, men der er masser af plads til meget mere. Dette behøver ikke betyde en overfladisk omgang med indlæringen, for elementerne kan være repræsenteret sideløbende eller i mindre doser med passende intervaller, eller de kan gøres til elevernes egne faste vaner, som falder naturligt ligesom at spise og sove. Og lykkes det først vores skole at vække elevernes nysgerrighed, så er der mere end dobbelt så meget tid at bruge af.


Der er altså tale om en skole, hvor alle fag og elementer udgør en ligeværdig del af en helhed. Og der er tale om en skole, hvor det samlede lærerråd må repræsentere forskelligheder i deres interesse og kunnen, og netop værdsætte og sætte stor pris på hinandens forskelligheder. Og der er tale om en skole, hvor det samlede personale må have en bund af enighed omkring de menneskelige værdinormer, som skolen står for og tilbyder.


I den praktiske hverdag er der utallige måder at praktisere dette skolesyn på. Måden er ikke den vigtigste nej, det er lærernes konstante optagethed af, om mennesket udvikler sig og uddannes som et helt menneske. Synet kan måske ses i dagens, ugens eller månedens skema, hvor forskellige elementer har hver deres plads. Eller det kan ses på årsplanen, hvor ellers utypiske skoleelementer dukker op i hele weekender eller hele uger. Eller det kan ses på elevens uddannelsesbog, hvor fagelementer, krydser, færdigheder nævnes sammen med aspekter som f.eks. høflighed, imødekommenhed, orden og renlighed, hæderlighed, flid. Eller hvor der er en side med konditest-resultater måned for måned.


Skolesynet med det brede syn på elevernes uddannelse kan også vise sig ved særlige oplæg på møder, besøg af foredragsholdere, valg af kvalitetsfilm en gang hver 14. dag, ved fotoudstilling om miljøspørgsmål, ved indsamlingsdage for AIDS, ved prioritering af at løse konflikter eleverne imellem, ved ønsket om at eleverne selv også bedømmer, om de får nok ud at skolegangen, ved invitation til en aften af mennesker fra den nærliggende Røde Kors lejr.


Aflæser man et sådant lærerråds dagsorden for lærermøder, vil der sandsynligvis kunne læses, at der et par gange om året er møde med debat om, hvorvidt skolen yder sit bedste til, at alle elever lærer maksimum på alle felter. Det kan være, at der udvikles systemer, statistikker o.l., hvor det mest faktuelle kan aflæses som kvalitetspejling: f.eks. kondi-test-resultater i søjlediagram, eller hvis der gives karakter i opførsel da en kurve klasse for klasse.


Det kan også være, at den enkelte lærer for sig selv eller i samarbejde med klassen udformer et skema med en række af de forskellige elementer, som skolen ønsker at vægte, samt med alle elevernes navne. Læreren selv, eller læreren og den enkelte elev - eller læreren og klassen gennemgår krydslisten og bedømmer, om det går godt med at nå omkring alle eller de fleste elementer.


Det er selvfølgelig altid allerbedst, når lærerne i egen person kan være et godt eksempel for eleverne. Det kan måske ikke opnås på samtlige felter for enhver skole - det kan dog altid opnås på de menneskelige etiske områder, hvor det er en viljessag, men måske kan der ikke på alle skoler til alle tider være en lærer, som er topidrætsmand, eller en lærer, som er dygtig multihåndværker. Dette er dog ikke afgørende for, om skolen som helhed repræsenterer det brede spekter, for det er ikke en betingelse, at læreren i egen person skal kunne alt for at bringe muligheden hen til eleverne.