Et skrift: Kladde

Sport - en medvirkende opdrager!

af Lotte Sørensen

 

Sport hører til livets grundelementer. 
Ligesom nydelsen og udøvelsen af kunsten og kulturen gør det.

 

Ligesom menneskets fornøjelse ved og optræning i at leve sammen med alt andet liv på jorden, gør det - for blot at nævne nogle af grundelementerne.

 

Sport er sjov. Man flytter fysiske grænser og opdager, at det også flytter psykiske grænser som konsekvens.

 

Der er mange sociale og politiske facetter i det at dyrke sport - i den lokale fodboldklub, det at være en del af det lokale skoleteam til den årlige skole-olympiade mellem 50 andre skoler rundt omkring i landet, eller med spænding følge OL i Sydney dag for dag og gyse sammen med millioner af mennesker verden over, når der bliver sat ny verdensrekord i 100 m løb for herrer.

 

I nyere tid er fysisk træning også blevet en absolut nødvendig del af menneskers dagligdag i vores del af verden..

 

Hvis mennesker ikke er fysisk duelige og i god form, bliver de syge, for tidligt gamle, og får i det hele taget betydeligt mindre ud af livet - og ender derudover med at koste samfundet en masse penge.
Så der er mange grunde til at have sport på skoleskemaet, hvilket vi derfor også har haft på vores skole hver dag i mange år.

 

For nogle år siden fik vi bragt sport endnu mere ind på banen - i første omgang af ren og skær afmagt. Resultaterne forbløffede imidlertid, og efter flere forsøg og diskussioner indførte vi sporten som fast individuelt behandlingsmiddel for børn og unge, som af og til opførte sig så aparte, at vi ikke helt kunne finde ud af, hvad vi skulle op med dem.

 

Vi havde på et tidspunkt en ung dreng, Pascal, som i den grad var inficeret med stoffer - og den deraf følgende kriminalitet.

 

Hans mor havde fortalt, at han havde været både kvik og god til skolefag, men i løbet af ret kort tid var det gået helt galt for ham.

 

Ved selve tilmeldingen var drengen vildt begejstret for programmet. Han var helt enig i, at han skulle overholde alle rammerne - også at han ikke måtte indtage euforiserende stoffer eller alkohol.

 

Viljen holdt også efter selve tilmeldingen - men det gjorde indsatsen overhovedet ikke.

 

Pascal havde jo lovet, at han ville holde op med at fylde sig med alt muligt,- men kunne reelt ikke holde det. Og vi fik et frygteligt bøvl. Han var oppe om natten. Han blev hidsig og slog om sig. Han stjal både fra de andre elever og fra naboerne i byen. Når vi troede, at vi havde fundet hashen, fandt han bare noget, han kunne sniffe. Opfindsomheden til at finde noget at beruse sig med var meget omfattende.

 

Og gode råd var dyre. Vi havde prøvet alt muligt - lige fra at nægte ham hjemrejser til sit gamle miljø, til konstant opsyn osv. Intet så ud til at hjælpe, og vi havde virkelig svært ved at kommunikere med ham om, hvad der skulle til.
Skolen har en ramme om, at elever ikke kan blive smidt ud - så det var ikke en mulighed.

 

Men vi var efterhånden godt trætte af, at han spolerede vores nattesøvn og konstant skabte konflikter, som alle andre elever inde i klassen blev involverede i.

 

Vi besluttede, at der skulle ske noget med Pascal, hver gang han trådte ved siden af, og blev enige med hinanden om, at nu måtte vi prøve en række konsekvenser fra en ende af.

 

Den første konsekvens var så, at Pascal skulle løbe mindst 15 km om dagen, hvis han havde forset sig - og 20 km, hvis forseelsen var særlig stor. Vi var ligeglade med, at han aldrig havde løbet før. Vi VILLE have al den gift ud af hans krop, og vi ville markere overfor ham, at vi ikke bare fandt os i, at han ødelagde sig selv.

 

Lærerne indkaldte hans klassekammerater til møde for at høre, om vi kunne få opbakning fra dem. Selvfølgelig, sagde de. Vi skiftes gerne til at løbe de 15 km sammen med ham. Vi kan også bare køre ham mindst 20 km væk i bil, tage en cykel med, og så følges med ham tilbage.

 

Næste spørgsmål var så, hvordan vi i øvrigt ville få ham til det. To af Pascals kammerater meldte sig til at få ham med hver gang, og ville i øvrigt få én til med fra en anden klasse.

 

Alle var glade for, at der nu kunne komme til at ske noget, fordi det var så pinagtigt at se på, at Pascal ødelagde sig selv stille og roligt, men sikkert.

 

Vi fik lejlighed til at afprøve vores beslutning umiddelbart efter mødet, for så var den gal igen.

 

Den første dag måtte han løbe 50 omgange på fodboldbanen.

 

Og den næste. Og den tredje rundt om Jels Sø. Den fjerde meldte Pascal sig syg. Han var meget øm i benene, så han mente ikke, at han kunne gå. Men han hverken røg eller sniffede den dag. Heller ikke den næste.

 

Så på den igen - og straks stod løbeholdet der.

 

I løbet af en måned havde vi opnået, at Pascal cirka ikke rørte euforiserende stoffer, han havde selv fået en meget god kondition, og hvilket også var tilfældet med størstedelen af klassen, fordi de altid var en to-tre stykker, som løb med. Desuden var alle meget opmuntrede over at kunne rotte sig sammen om sådan en indsats.

 

Vi blev også ret opmuntrede i Lærerrådet over, at vores fælles indsats og påhit havde hjulpet.

 

Og benyttede ofte metoden sidenhen.

 

Da vi senere fik en hel klasse, hvor 2/3 blev ved med at ryge hash, besluttede læreren, at alle elever skulle op kl. 6.00 hver morgen og lave gymnastik i sportshallen frem til kl. 7.30 - også selv om det var midt om vinteren og mørkt.

 

Eleverne skulle ud at rejse to måneder efter. Og læreren havde meddelt eleverne, at der ikke blev nogen rejse, hvis ikke han kunne stole på, at de ikke røg hash i krogene.

 

Det hjalp gevaldigt på både form og sammenhold, og klassen gennemførte to måneder senere en fantastisk rejse til Det sydlige Afrika, hvor eleverne fik lejlighed til bruge deres nyerhvervede viden overfor en gruppe lidt yngre afrikanske børn, som også havde problemer med at ryge hash ...........

 

Og sådan fik sporten også af disse grunde en helt særlig plads på vores skole, udover dens generelle sundhedsmæssige og miljømæssige virkning.

 

Pascal er i øvrigt uddannet chauffør i dag, og er nu også blevet dykkerinstruktør.

 

Han har været forbi med sin flyttebil flere gange, og vi har fornylig aftalt, at han skal være med til at føre sin gamle lærers næste hold af nye, håbefulde unge elever op til dykkereksamen - hvis de så vel og mærke heller ikke ryger hash!